Folkeskolens musikrådgiver

Blog

Nostalgien der ikke vil dø

Sange er en af den slags ting, der følger en gennem hele livet.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Alting var bedre i gamle dage. Når erindringsoptimismen først får lov at gøre sit indtog, er der ikke det, den ikke kan udrette. Så meget større er skuffelsen så, når man endelig får samlet sig mod til at konfrontere historien og finder ud af, at farverne er blegnet en smule. Men det forholder sig ikke altid sådan, snarere tværtimod, og heldigvis for det. Bare forbi man var ung, uerfaren og sugede verden til sig som en svamp, var det ikke altid ensbetydende med manglende dømmekraft.  

Folkeskolens musikrådgiver

Hvert fags netværk på folkeskolen.dk har en lærer tilknyttet som faglig rådgiver. David Kosteljanetz er Folkeskolens musikrådgiver. Hans opgaver er både at blogge, at deltage i debatten på det faglige netværk, finde nye bloggere og være bindeled til redaktionen om, hvad der rører sig i faget – så du er meget velkommen til at kontakte ham, hvis du har et spørgsmål, har lyst til at blogge eller gerne vil dele gode erfaringer fra din undervisning: mail@davidkosteljanetz.dk

Den norske lavine

Sange er en af den slags ting, der følger en gennem hele livet. Nogle af dem i en såkaldt ”lidt for sjov” kategori, mens andre er i den tungere ende som ”en ven for livet”. A-has “Take On Me” fra 1985 er uden tvivl af sidstnævnte kaliber. Fra de indledende rytmer til det himmelstræbende omkvæd er denne sang en eksemplarisk opvisning i form og indhold i sød harmoni. Tema på tema, strofe på strofe der tilfredsstiller det hungrende popøre. Men for mange var det nok videoen, der startede det hele. Et skoleridt udi såkaldt rotoscoping som nok var den væsentligste årsag til, at sangen hittede i det omfang, den gjorde. Døm selv.

https://youtu.be/djV11Xbc914  

Rosens rockere

Et andet musikalsk sug i mellemgulvet jeg mindes, er første gang jeg ser videoen til Guns’N Roses’ “Sweet Child O’ Mine”. Det var sommeren ’88, hvor jeg var på ferie med min familie i USA. Vi var faktisk på besøg hos ingen ringere end onkel Bob fra Amerika, da nævnte oplevelse finder sted. Jeg sidder med min storebror og ser MTV, dengang det stadig var en musikformidlende institution. Frem toner disse fem stjerneklædte størrelser filmet i et grumset billede, udelukkende i sort/hvid, og de opfører sig om, de ejer hele verden. Brormand og jeg havde aldrig hørt om dem, og vi døbte dem straks Unknown And The Unknowns. At det så ikke helt var tilfældet, fandt vi ud af de følgende måneder. Jeg genså videoen for et par dage siden, og jeg er stadig ikke et sekund i tvivl om, hvad der gjorde tricket dengang. Gammel kærlighed ruster aldrig.

https://youtu.be/1w7OgIMMRc4

Powered by Labrador CMS