Jeg er den de andre ikke vil lege med

Vores allesammens Kim Larsen er draget afsted mod de evige jagtmarker, 72 år gammel. Hans rolle og indflydelse som nationalskjald gennem de sidste mange år er ikke til at komme udenom. Sagt med andre ord: alle elsker Kim. Men til det er der en bagside af medaljen. Der kommer et punkt, hvor noget er så fortærsket, at slitagen begynder at gøre ondt. Jutlandia og Midt om natten, for blot at nævne et par eksempler. Min faglige stolthed har af og til spændt ben for mig udfra devisen: Når alle andre lytter til det, vil jeg ikke. Da Nirvana udkom med albummet Nevermind i 1991, blev dette ”credo” da også et veritabelt selvmål for mig, da jeg i flere år gik glip af en utrolig, fantastisk plade.

Kim Larsen er man til gengæld på det nærmeste blevet tvangsfodret med siden de allerførste musiktimer i skolen. Enhver elev har så sikkert som amen i kirken, mere eller mindre frivilligt, skrålet med på Joanna i de ganske formative skoleår. Det ligger nærmest i vores DNA, at Kim Larsen er den (næsten) eneste farbare vej, når det kommer til sangvalg. ”Synger I ikke Kim Larsen i dine timer?! Du må da være sindsyg! Særligt efter hans død har jeg fået flere henvendelser om hin gavflab, og til fleres forundring har jeg repliceret med et uengageret, nærmest køligt svar, at: ”Ja, jeg anerkender hans talent, men der er så mange andres sange at vælge ud fra”.  

Indrømmet, jeg er gået en stor bue udenom denne totalt udpinte sangskat. En sangskat, det er det. Ingen tvivl, men hvis dagens ret altid er Kvindemin og SusanHimmelblå, begynder jeg altså at udvikle en art allergi. Til jer der nu sidder ved tasterne og er i den indledende fase af et hadebrev, kan jeg informere jer om, at jeg har det på samme måde med at bruge The Beatles-sange. Dem har jeg til gengæld alle pladerne med, men det er en helt anden historie.