Fod på det

Skolesommerferien slutter, ikke overraskende, på et tidspunkt. Egentlig den samme historie hvert år. Men ulig andre års optakter kaster forårets Corona-krise stadig sine lange skygger. De fleste kollegakrammere er blevet erstattet med den noget mere upersonlige albuegnubben. For undertegnede, der er et veritabelt krammedyr, er det en næsten naturstridig modifikation. Ringetiderne skal man også kigge længe efter, og for et sindelag med hang til struktur og faste rammer, svarer det til at stævne ud i rum sø på en båd – uden ror. Sidst, og ikke mindst, volder musiklokalets mangel på naturlig afgrænsning, à la borde og stole, problemer i forhold til elevplacering når alle aerosolerne under “Godmorgen, lille land” får deres helt egen farefulde fremfærd. Med den danske sangskat og anden vokaludfoldelse højt på listen bliver det udfordrende at gennemføre almindelig musikundervisning. 

Det gode ved jazz’en er, at man griber øjeblikket og improviserer, så det bliver nok sådan, vi må vi bane vejen frem: En dag af gangen. I morgen kan Mor Mette have lukket alt ned, og så skal vi jamme over nettet alligevel. Men nu står vi her og skal have det bedste ud af det. Tilgiv mig min tøvende tilgang, for det her er altså ikke “business as usual”. Det kan være, at det er sommerslumpen og startforskrækkelsen, der viser sit skævvredne ansigt, men jeg gad bare godt sætte mig ved klaveret og komme i gang, med det jeg er bedst til. Men for at citere Jan Lööfs Historien om det røde æble: “Den som venter på noget godt, venter ikke for længe”. Lad os håbe det holder. Velkommen tilbage.