Hvad en lille gul lap papir kan udrette

”David, du har et par elever på kontoret, jeg fangede nede i miljø 1. Der var vist nogle flere med til det, men de nåede at flygte”. Min kollega havde taget nogle børn på fersk gerning i en halvfarlig leg med en tung låge ned til skolens kælder. Det var midt i spisepausen, så jeg måtte afbryde min date med omeletten for at se, hvad der var los. Jeg puster mig professionelt og børnevenligt op for at tage den obligatoriske inkvisitoriske snak med synderne. Jeg fornemmer straks deres harme over at være blevet ladt i stikken mere end over at være endt i fedtefadet. Tøvende nævner de navnene på de andre implicerede, som jeg skriver ned på en gul post-it.  

Her vil bies

Jeg forklarer dem selvfølgelig, at det var temmelig usmart, ja nærmest farligt, det de havde bedrevet, men eftersom de tager skraldet med rejst pande, lader jeg dem slippe med skrækken. ”Så ikke noget brev hjem?” spørger én ganske lettet? ”Nej, nej, slet ikke, vi klarede jo den her på stedet, ikke?”. Jeg laver en aftale med dem om, at jeg ordner resten med de øvrige, når det ringer ind …  

Når bjerget rent faktisk kommer til Moses

… men hvordan skal det lige gribes an, uden at jeg udstiller de resterende overfor alt og alle? Idé! Jeg forklarer optrinnet overfor hele klassen og indlader dem på min lille gule seddel i lommen, hvorpå deres navne står, men disse forbliver indtil videre anonyme. Jeg stiller det ultimatum, at de i al diskretion kan komme til bekendelse, og at de har den næste halvanden time, vi har sammen, til at gøre dette. Men allerede indenfor det næste kvarter kommer de dryssende og bekender kulør. Jeg roser dem for deres ansvarsbevidsthed dog med påmindelsen, at det her dybest set er for deres egen skyld, da deres forehavende kunne være gået grueligt galt. Af og til kommer bjerget rent faktisk til Moses. Utroligt, hvad en lille gul lap papir kan udrette.