To brødre i ét kaos

For nylig så jeg dokumentaren Supersonic om Brit-pop fænomenet Oasis fra Manchester. Et band hvis sange man stort ikke kunne komme udenom, hvis man var ung i 90’erne endsige var i live og boede på denne planet. Omdrejningspunktet er de to frontfigurer Gallagher-brødrene Noel og Liam. At kalde deres indbyrdes relation for et had/kærligheds-forhold er en mild underdrivelse. For en stund er denne skæve dynamik ligefrem bandets styrke og brændstof, men den bliver i sidste ende også forbandelsen, der får det hele til at smuldre.  

Godt begyndt

Dokumentaren vælger at kredse om de formative og succesrige år, perioden 1991 frem til 1996, hvor Brit-pop feberen også raser på sit højeste. Som så meget andet der ender med at skrive historie, starter det nærmest lidt tilfældigt. Ikke noget med en stor ”masterplan”, hvor et credo bliver lagt ud for fremtiden. Men da de først er i gang, går der ikke længe, før de påberåber sig verdensherredømmet med deres utvetydige arbejderengelsk. I bedste John Lennon stil er der dømt working class hero for alle pengene. Indrømmet, de har virkelig noget at have det i: underspillet, cool musik med nogle fede melodier og nogle tekster der i det store hele ikke handler om så meget, men rent fonetisk ligger lige til højrebenet med en ekstrem høj syng-med faktor.  

Men så …

Den første der ryger i svinget er trommeslageren. Som det er sket med så mange andre i branchen, bliver denne korrumperet af livsstilen og mister lidt evnen til at gøre det, han skal, nemlig at spille trommer. Når musketereden først er røget, er det svært at finde tilbage, og ligeså langsomt begynder tingene at falde fra hinanden. Brødrenes dybt problematiske og patologiske forhold er et stensikkert langsomt virkende kvælertag på hele projektet. Et lys, der brænder i begge ender, brænder som bekendt dobbelt så hurtigt. Supersonic afsluttes med Oasis’ største bedrift nemlig Knebworth festivalen, hvor de spiller for sammenlagt 250.000 mennesker over to koncerter. Man fornemmer på lydsporets voice-over, som er det eneste, der foregår i nutid, at herfra går det støt ned ad bakke. Og det gjorde det.https://youtu.be/9waBd3yPOLE