Når hajen kommer

Lidt som at trykke på en (u)synlig knap, kan man med relativt få virkemidler via klaveret eksemplificere musikalske stemninger og billeder. Enten i form af improviserede fraser, eller med et velkendt musikalsk tema. I den mere uhyggelige afdeling har vi haj-temaet fra ”Jaws”. En fortættet kromatisk figur spillet i den dybe ende af registeret, der helt instinktivt får børnene til at kvittere med et hop i stolen, et usikkert smil eller et lille skrig. Tilsvarende har vi det allestedsnærværende åbningsmotiv fra ”Eine Kleine Nachtmusik”. En nærmest banal brydning af en dur-treklang, der bare ikke vil dø i vores kollektive bevidsthed. Sådan, Mozart!

Jaws theme  

Vi ved det uden at vide det

Det interessante ved vores musikoplevelse er den nærmest standardiserede opfattelse, vi har af disse virkemidler. Det er som om, at underbevidstheden har indarbejdet en bank af stemninger og melodier, der har den samme forudsigelige effekt som et “BØH!” eller en blomst har. Spiller vi for eksempel på kun de sorte tangenter, springer billeder af Fjernøstens mystik os straks i øjnene. Eftersom de fleste børnesange er tænkt i glad dur, får det også en underholdende effekt at spille ”Lille Peter Edderkop” i mol. Børnene hører straks, at et eller andet er galt, men de kan ikke helt sætte finger på det, udover at Peter virker mere trist, end han plejer.  

Eine Kleine Nachtmusik 1. sats

Historiens vingesus

Jeg har ladet mig fortælle, at vores nutidige oplevelse af dur som den ”glade” og mol som den ”triste” ikke altid har været gældende. At det engang var lige omvendt, hvilket er meget interessant, da forestillingen om tonalitet, troede jeg, var kinæstetisk betinget og ikke kulturelt. I samme åndedrag kan jeg nævne, at tidens sange er blevet både længere og langsommere. I takt med at Jordens temperatur stiger, så falder tempoet åbenbart tilsvarende.