Folkeskolens musikrådgiver

Folkeskolens musikrådgiver

Blog

To sprog, ét flow – et lyninterview

Men hvad blev der af den gode historie? Den er der heldigvis!

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Stolpe op og stolpe ned er der blevet skrevet om flygtningekrisen: Syrien, det afrikanske kontinent, osv. Alt sammen deprimerende beretninger om kvoter, udvisninger og en integrationsminister, der fejrer sine bedrifter med kage. Men hvad blev der af den gode historie? Den er der heldigvis! Ved min side har jeg min kære kollega Anja Liebach, der er ansvarlig for basisklassen på min skole, en indslusningsklasse for flygtningebørn. Særligt én elev har hun hæftet sig ved.  

Folkeskolens musikrådgiver

Hvert fags netværk på folkeskolen.dk har en lærer tilknyttet som faglig rådgiver. David Kosteljanetz er Folkeskolens musikrådgiver. Hans opgaver er både at blogge, at deltage i debatten på det faglige netværk, finde nye bloggere og være bindeled til redaktionen om, hvad der rører sig i faget – så du er meget velkommen til at kontakte ham, hvis du har et spørgsmål, har lyst til at blogge eller gerne vil dele gode erfaringer fra din undervisning: mail@davidkosteljanetz.dk

Godt begyndt

Som flygtning fra Syrien, og selvfølgelig helt uden danskkundskaber, kom vores hovedperson til Danmark for to-et-halvt år siden. Anja uddyber: ”Han var tydeligt mærket af, at hans far var flygtet først, så familien var blevet splittet. Han kommer selv senere til med sin mor og lillebror og den første tid, da de endeligt er samlede, går han rundt med sin telefon på sig hele tiden for at kunne få fat i mor og far. Det lader vi ham selvfølgeligt gøre, da skrækken stadig sidder i ham. Han roder med noget angst og er meget afhængig af at vide, hvad klokken er, hvem der kommer, og hvad der skal ske. Vi skal så have ham ud af denne beskyttede basisklasse, og der vælger vi altid, uanset elevens baggrund, musik som det første sikre fag. Fordi alle kan være med til at synge, eller i hvert fald nynne, og man kan altid lære en sang uden nødvendigvis at forstå, hvad sangen handler om. Allerede der er man med i et fælleskab. Når man kommer herop og er anderledes, ikke forstår hvad der sker omkring en, ikke forstår alle legene og hvad man skal gøre i matematiktimen, så kan man sidde i musik og lære de her sange sammen med de andre, og så falder man ikke udenfor.”  

Det internationale skole/hjem samarbejde

Jeg spørger Anja om, hvor det afgørende skridt for vores elev fandt sted: ”Der sker et skift fra at have et stort behov for hele tiden at vide, hvor mor og far er, til at han hen over et par år langsomt lægger mobilen fra sig. Da han skulle sige farvel til basisklassen, var han helt klar og gik i gang med en løsrivelsesproces, der gjorde, at når man hilste på ham på gangen, så hilste han ikke tilbage. Nu kan han igen hilse, for nu føler han sig tryg i de nye omgivelser. Jeg kunne godt lide den periode, hvor han ikke havde behov for at hilse på mig, for så vidste jeg, han kunne klare sig selv.” Anja tilføjer: ”Han har nogle super robuste forældre, der har været meget opmærksomme på, hvad der skulle til for, at deres børn følte sig trygge her. De har været opsøgende overfor skolen i forhold til, hvordan de kunne bakke op omkring det. Samtidig har vi selv været opmærksomme på ikke at komme buldrende med alle mulige planer, men har taget det hele et skridt af gangen og i en naturlig rækkefølge”.

Powered by Labrador CMS