Læs mere fra bloggen: Folkeskolens musikrådgiver
Blog
Det' sørme, det' sandt, december!
Den travleste måned for nisser især - men også for musiklærere.
Julemåneden er altid en hård tid for mig. Jeg har så mange ting, jeg gerne vil, og må erkende at jeg hvert år får brændt julelyset i begge ender!
Men julemåneden er bare en fantastisk tid for musik-faget og musikkulturen på skolerne.
Findes der nogen anden tid på året, hvor man så tydeligt mærker både musikliv, musikoplevelse, musikhistorie eller musik i medier som i december? Det tror jeg bestemt ikke!
Mange arrangementer
Igen i år har jeg med skole-kirke-koret en masse arrangementer. Vi har været til et "spis sammen arrangement", og vi går Lucia-optog tre gange: På byens plejehjem, Dixensminde, som altid kvitterer med slikposer og saftevand.
I kirken, hvor vi sammen med de kommende konfirmander optræder til "De 9 Læsninger", og til sidst på skolen, hvor alle skolens elever og en masse forældre står langs gangene på skolen, og ser det flotte optog. Vi skal også optræde på sidste skoledag før jul, til afslutningen i kirken.
Det er mange optrædener, med megen koordination og planlægning på bare én måned!
Sammenspil til morgensang
Udover at have travlt med koret, har jeg i år øvet julenumre med de klasser jeg har til musik. De optræder på skift til morgensang, og hele musiklokalet er derfor flyttet ind på scenen i gymnastiksalen. Dette er i sig selv lidt af en øvelse, men så fik mit valghold da øvet sig på, hvordan udstyret pilles ned og sættes op!
Jeg glæder mig meget til at børnene skal optræde, men jeg må indrømme, at det også er noget der trækker meget på ressourcerne.
Nissen er på spil til morgensang
Som om det ikke er nok optræder jeg så også som skolens rock-nisse til morgensang. Det er en tradition jeg startede allerede på min første arbejdsplads, og jeg har netop set billeder af tidligere kollegaer, som stadig viderefører traditionen. Det gør mig meget glad!
Julenissen har i år fået en bog med trylleord fra julemanden, som skal læres udenad, men i et forsøg på at snyde med at lære ordene, er der gået helt galt i bedste Pyrus-stil. Mon han får styr på det hele inden jul?
En hård nød at knække
Så hvordan balancerer man de fantastiske muligheder december altid bringer med meget lidt tid, uden at lyset går ud inden juleferiens start?
Jeg er ikke sikker på, jeg nogensinde får lært at passe på mig selv i denne måned, men det meste af tiden, er det jo også det hele værd, når man ser børnenes reaktioner og stolte forældre.
Jeg ønsker jer alle en herlig december, med alt hvad det indebærer! Hvordan udnytter I julemåneden i musikfaget, og formår i bedre end jeg, at passe på jer selv imens?