Vejen tilbage

At skulle lave sundhedsmæssigt forsvarlige retningslinjer for børn i indskolingen er lidt som at lære en struds at flyve. Børn i netop denne aldersgruppe kaldes til at klynge sammen og hænge op og ned ad hinanden, og det kræver sin mælk at styre disse instinktive kræfter.

De er, trods deres relative evne til at gøre hvad den voksne siger, en flok vildbasser der hurtigt glemmer, og man skal derfor holde sig til med formaningerne, hvilket giver underviseren et meget begrænset antal åndehuller på en ganske almindelig corona-skoledag. De fleste af ungerne ved godt at det er alvor, men dagligdagen og legen trækker alligevel tingene i en anden retning. 

Sundhedsstyrelsens udspil for skolerne er vel heller ikke at inddæmme smitten, men nok snarere at kontrollere den, og i det lys virker tiltaget med de mindste børn fornuftigt. Er sted skal vi jo begynde, og at starte hos de næsten immune børn virker klogt.

Ironisk nok forekom nedlukningen i begyndelsen som et skift, der gav tid til eftertanke. Men nu begynder de fleste at tænke tingene ihjel, og alle higer efter en almindelig hverdag. Det var nærmest befriende at være tilbage på skolen, men noget er alligevel ikke helt, som det plejer at være. 

Gangene står nærmest gabende tomme, og skulle der komme et horde af glubske zombier ud af personalerummet, ville jeg ikke blive overrasket. Måske det blot er et symptom på følelsen af at tage på arbejde i en spøgelsesby efter armageddon. Jeg tror, vi allesammen snart har brug for at komme “hjem” igen.