Klaverbokseren vinder på knockout i første runde

Jeg elsker virkelig guitaren som instrument. Jeg kan nærmest ikke tælle på tusind hænder, hvor mange gange jeg har siddet på en eller anden strand eller til en intimkoncert og spillet til siruppen drev ned ad væggene (eller himlen). Men når det kommer til noget så lavpraktisk som musikundervisning, så ryger romantikken sig en tur. Guitaren mangler en dimension og en signalværdi i musiklokalet, som til hver en tid vil sende den til tælling.  

Gør som Jimi Hendrix: Brænd guitaren af!

Med klaveret kan man præsentere de musikalske ideer lag for lag, motiv for motiv, og med en stor chance for, at det altid stemmer. Den dynamiske spændvidde er også meget større, og med sin overtonerigdom fylder den musiklokalet i langt højere grad. Guitaren er god som supplement, hvis man skal skabe intimitet og nærvær, da man ikke er afskærmet i samme grad som bag et klaver. Men jeg kommer lynhurtigt til at savne den klarhed, børnene synger med, når de akkompagneres af tangenterne.  

Musik på menuen

Det kan godt være, at guitaren kommer til sin ret omkring lejrbålet, men i musiklokalet er det et utaknemmeligt stykke legetøj, og som pædagogisk redskab, auditivt som visuelt, kommer guitaren altid til kort. Alle disse linjer, vertikale som horisontale, giver ingen mening for børnene. Måske det ergonomiske tiltag kaldet sorte og hvide tangenter på klaviaturet af og til kan narre eller forvirre, men i det store hele serverer klaveret musikken på et sølvfad. Værsgo’ og spis!