Ingen tomgang, tak!

Jeg bankede, lettere bestemt, på sideruden af den holdende bil. Den havde efterhånden haft motoren kørende i en uendelighed. Bilens fører rullede vinduet ned, og stirrede lettere forundret på mig. Jeg gjorde ham, efter alle diplomatiets regler, opmærksom på, at nu havde bilens motor altså kørt i tomgang langt over det foreskrevne minut. Til dette replicerede han nærmest nonchalant, og som var det det mest indlysende i verden, at det var da også pointen. Han stoppede dog straks bilens motor, men han tænkte nok sit om mig, og hvad fanden jeg bildte mig ind at afbryde hans telefonsamtale på sådan en højhellig lørdag.  

Lidt efter lidt

Forleden havde jeg en mindre formanende samtale med en af mine klasser om støjniveauet i vores timer sammen. De kunne godt se, at der var en problem, men det var åbenbart generelt for alle deres timer. Det mest tankevækkende var dog, at de næsten havde givet op at gøre noget ved det – ja, de havde nærmest vænnet sig til tanken. Når problemerne kommer umærkeligt og gradvist anstigende, får de bare lov at vokse, uden at vi bider mærke i det.   

Nu eller aldrig

Det får mig til at tænke på måden, hvorpå inerti kan komme snigende. Man kunne naturligvis forvente mere ansvar hos en granvoksen mand end hos en skoleklasse på mellemtrinet, men desuagtet starter og slutter beslutningen om forandring med os selv. Jo før vi gør vores unger bevidste om dette, jo bedre. Der er en hårfin grænse mellem behovsudsættelse og behovsindsættelse: med et ansvar følger et ansvar. Ham i bilen er måske allerede udenfor rækkevidde, men det er børnene i min klasse ikke. Måske har de endnu ikke stemmeret, men de har retten til bestemme over måden, hvorpå de vil forme deres egen fremtid. Lad os give dem et skub i den rigtige retning.