Der er ingenting så stille i verden som sne - Første del

Så kom den. Sneen. Men det var en stakket frist, der ligefrem krævede, at man befandt sig udenbys. For i Hovedstaden smelter det meste, inden det overhovedet når jordens overflade. Godt for de nødunderviste forstadsbørn denne dag, hvor de hvide kaskader blev hængende for en stund. Der blev også straks bygget snemænd og kastet med snebolde til den store guldmedalje. Det var som at se køerne på græs for første gang i meget lang tid. 

Et kærkomment afbræk i en tid, hvor verden er gået i stå og fjerneundervisning er ved at gå de fleste på nerverne. Indskolingsbørnene, jeg i skrivende stund holder opsyn med, savner inderligt deres klassekammerater, og det er næsten hjerteskærende at se deres øjne lyse op, når der kaldes til “Morgensamling” på computeren. En lille glimt af deres savnede venner, der alle sidder i hver deres ensomme, bamsebeklædte mikrokosmos.

Men midt i al denne undtagelsestilstand, hvor intet er som det plejer, blæser der en stille brise af optimisme. Det er en broget skare af børn, der møder ind hver morgen. Alt fra unger, hvis forældre udfylder "kritiske funktioner" ude i samfundet, til de lidt samspilsramte børn, der absolut ikke vinder ved at gå derhjemme. 

Og der bliver virkelig leget på kryds og tværs i det omfang det er forsvarligt. De kreative tanker og lege får luft under vingerne, som om børnene forbereder sig på, at verden går under, og det derfor kræver, at legen er analog og uden digitale virkemidler. Stikbold, Uno, papirklip, Klodsmajor osv. Godt det samme, for som med S-togene kører IT-delen ikke altid på skinner. Når man har syv elever, der næsten simultant hverken kan få eMat eller Grammatip til at fungere, falder de, bogstavelig talt, håndgribelige elementer på et tørt sted. Men alt det kan du læse endnu mere om næste gang ...