Udio AI Music Generator

AI-musik - En udfordring for fag og branche! 

Udviklingen overrasker, og adskillige musikproducenter råber nu vagt i gevær overfor AI-musikkens indtog. Har du set, hvor gode programmerne er blevet? 

AI-programmer som Udio og Suno er nu blevet så funktionelle, at man på få minutter kan skabe et stykke musik med hensyn til alt fra både genre, instrumentering og form, til tekst og overbevisende vokal. Du kan endda lade programmet analysere din egen stemme, og høre dig selv synge som aldrig før. Allerede da jeg så den første video på YouTube, væltede jeg næsten af stolen. Jeg havde ikke forestillet mig, at AI ville blive så god, så hurtigt! Da jeg så selv prøvede det, og på få minutter lavede en pop-sang til min søns fødselsdag, som i øvrigt vakte stor begejstring, var jeg overbevist: Der er ingen vej tilbage... og det kan blive rigtigt slemt for industrien! Jeg kunne bruge et helt opslag på at diskutere konsekvenserne for alene gaming- og filmmusikindustrierne, men vælger i stedet at fokusere på skolen: 

Motiverende værktøjer for kreativ læring

Folkeskolens musikrådgiver

Hvert fags netværk på folkeskolen.dk har en lærer tilknyttet som faglig rådgiver. Arne Widding er Folkeskolens musikrådgiver. Hans opgaver er at dele sine refleksioner om faget, deltage i debatten på det faglige netværk og være bindeled til redaktionen om, hvad der rører sig i faget – så du er meget velkommen til at kontakte ham, hvis du har et spørgsmål eller gerne vil dele gode erfaringer fra din undervisning: arnewidding@gmail.com

Jeg er personligt i gang med at undervise mit nye valghold i formanalyse. Jeg kunne sikkert bruge timevis til at kede mine elever ihjel med lange enetaler om formled og formtyper som udvidet popform, men nu lader jeg altså eleverne gå på opdagelse i Udio, hvor de afprøver forskellige genrer, og diskuterer hvad der er kendetegnene for dem, samtidigt med, at de får en gennemgribende forståelse af musikkens grundsten. Der er nu ikke noget, som selv at have fingrene i dejen! Det er SÅ motiverende for eleverne at få en følelese af at lave deres "egen" musik, og der er også læring i, at få AI'en til at gøre som man selv tænker. Det bliver også hurtigt tydeligt, at der er begrænsningerne for den musikalske frihed. Der opstår en stor motivation for at forsøge sig med egne sangtekster på engelsk, og så kan det hele eksporteres til DAWs (Digital Audio Workstation) som FL Studio eller Garageband, så man kan finpudse produktet. Jo, her er mulighed for mange gode lektioner i musik! 

Men hvad nu med eksamen?

Er det ikke snyd, hvis eleverne benytter sig af AI i f.eks. den kreative del af fremførelsen? Må de tage kendte sange, og få AI til at skifte genre, udtryk eller lave et mash-up? De må jo også lave backing tracks til brug ved selve eksamen, og hvor går grænsen for, om de selv har lavet det? DAWs lader dem jo også kvantisere, harmonere og arpeggiere? Der findes også guitarpedaler og vocalprocessorer der kan pynte gevaldigt på resultatet, så hvor går grænsen egentlig?

Fremskridtet stopper ikke, men eleverne kan forberedes

Selvom der er reelle bekymringer for AI’ens indtog i musikverdenen, er der én ting, der er sikkert: Vi kan ikke stoppe fremskridtet. Teknologien vil fortsætte med at udvikle sig, og en af vores mange opgaver som musiklærere bliver så at forberede eleverne på at begå sig i denne nye virkelighed. De skal lære at bruge AI som et værktøj – ligesom de lærer at bruge andre teknologier som DAW’s eller MIDI-keyboards – men de skal også forstå de musikalske grundprincipper og lære at skabe noget unikt, der går ud over AI'ens evner.