Læs mere fra Folkeskolens musikrådgiver:
Musik: Kan valgfagets struktur styrke undervisningen på mellemtrinnet?
Nytåret er altid en anledning til selvreflektion, og i år har jeg tænkt meget over sammenhængen mellem undervisningen på mellemtrinnet og valgfaget musik eller nærmere manglen på samme.
Hvordan kan vi styrke musikundervisningen på mellemtrinnet med inspiration fra valgfaget i 7.-8. klasse?
Musik er en essentiel del af elevernes skolegang – ikke blot som fag, men som rum for kreativitet, samarbejde og personlig udvikling.
Efter 6. klasse skal eleverne ifølge folkeskolens Fælles Mål kunne synge, spille og bevæge sig til musik. De skal kunne udtrykke sig gennem musikalske aktiviteter og forholde sig analytisk til musik fra forskellige tider og kulturer.
Men når vi ser på, hvordan undervisningen er struktureret, kan vi spørge os selv: Er vi gode nok til at give eleverne redskaberne til at nå disse mål? Er de forberedt bedst muligt til valgfaget musik?
Erfaringerne fra valgfaget musik i 7.-8. klasse viser, at en mere projektorienteret tilgang og større elevinddragelse kan skabe en stærkere motivation og engagement hos eleverne. Det har fået mig til at tænke over, om vi kan lade os inspirere af valgfagets struktur og mål for at styrke musikundervisningen allerede på mellemtrinnet.
Strukturen i valgfaget musik
Valgfaget musik i 7.-8. klasse er bygget op omkring en række centrale elementer igennem arbejdet med musikalsk udøvelse, skaben og forståelse:
- Praktisk-musisk udfoldelse: Eleverne arbejder med sammenspil, sangskrivning og performance, hvor de selv får lov til at eksperimentere og tage ejerskab.
- Elevinddragelse: Eleverne har ofte mulighed for at vælge temaer eller genrer, der interesserer dem, hvilket styrker deres motivation.
- Projektorienterede forløb: Forløbene strækker sig over længere tid og munder ofte ud i konkrete produkter, som koncerter eller indspilninger.
- Teoretisk forankring: Musikteori og analyse er integreret i praksis, så eleverne ikke kun "gør" musik, men forstår og reflekterer over den - også igennem tanker om musikliv, medier og historie.
Denne struktur skulle efter hensigten skabe et læringsmiljø, hvor eleverne oplever sammenhæng mellem teori og praksis, og hvor de får mulighed for at gå i dybden med det, de brænder for.
Potentialet for mellemtrinnet
Når vi ser på målene for musikundervisningen på mellemtrinnet, er det tydeligt, at der er et stort overlap med valgfagets indhold. For eksempel:
- Sammenspil: Elever på mellemtrinnet skal kunne spille sammen i mindre grupper.
Hvorfor ikke lade dem arbejde med sammenspil i længere, projektorienterede forløb, hvor de selv vælger genre eller instrument?
- Musikalsk skaben: Eleverne skal kunne skabe musik ud fra simple modeller.
Her kan inspirationen fra sangskrivningsprocesserne i valgfaget være oplagt – måske med en afsluttende koncert eller fremvisning?
- Musikforståelse: Analysen af musik på mellemtrinnet kunne integreres mere naturligt i den praktiske undervisning, for eksempel ved at analysere numre, de selv spiller eller skaber.
Ved at tænke valgfagets struktur ind i mellemtrinsundervisningen kan vi potentielt skabe en undervisning, der i højere grad engagerer eleverne og forbereder dem til de krav, der møder dem senere i skoleforløbet.
Måske vil flere være klædt langt bedre på, og i bedste fald vil flere tilvælge faget.
Udfordringer og løsninger
Selvfølgelig er der også udfordringer forbundet med at overføre elementer fra valgfaget til mellemtrinnet. Blandt andet er der begrænsninger i tid og ressourcer, og ikke alle lærere føler sig trygge ved at arbejde med for eksempel sangskrivning eller større projekter.
Her kan en løsning være at starte småt. Lærerne kan for eksempel vælge at indføre få projektorienterede forløb om året, som er tilpasset den enkelte klasses niveau og interesser. Samtidig kan det være en idé at arbejde med enkle skabeloner for sangskrivning eller sammenspil, så alle elever kan være med.
En anden mulighed er at arbejde tættere sammen med valgfagslærerne for at få inspiration og støtte. På mange skoler er det de samme lærere, der underviser i musik på mellemtrinnet og i valgfaget – og her kan en bedre udnyttelse af deres erfaringer være guld værd.
Er du enig?
Ved at tænke elementer fra valgfaget musik ind i undervisningen på mellemtrinnet kan vi skabe en undervisning, der i højere grad engagerer eleverne, udfordrer deres kreativitet og forbereder dem på at arbejde mere selvstændigt med musik. Det kræver måske nogle justeringer og nye tilgange, men potentialet er stort – både for elevernes læring og deres lyst til at arbejde med musik.
Hvis vi vil styrke musikundervisningen og nå de ambitiøse mål, der er sat for faget, kan vi med fordel lade os inspirere af valgfagets succeser. Måske kan det endda være en vej til at gøre musikken til en endnu stærkere del af skolens kultur og elevernes hverdag.
Eller tager jeg helt fejl? Har valgfaget musik styrket faget eller blot sat endnu flere krav, som synes uoverskuelige at opnå?
Har arbejdet med valgfaget styrket dig som musiklærer - også når du underviser på mellemtrinnet? Er du helt imod at arbejde med musik på mellemtrinnet på samme måde, og hvorfor?