Folkeskolens musikrådgiver
Blog
Det vi aldrig nåede
Vi kender alle til den forfængelige faglige stoltheds ambition om at skabe det ypperste, om det så er den perfekte bryllupskage, det perfekte møbel eller, i dette tilfælde, den perfekte undervisning.
Først lidt udstrækning. Dernæst noget opvarming og stemmetræning. Eventuelt en kropsremse eller to for ligesom at få hjulene i sving. Måske lidt hørelære for at få intonationen i skabet. Så skal vi for alvor i gang med sangene, nye som gamle, engelske som danske. Gerne en pustepause, hvor ungerne per automatik springer ud i den friske luft, og næsten ikke er til at hive ind igen. Så en lille lyttestund for ligesom at komme ned i gear igen. Måske med et lille drys sammenspil og et par røverhistorier fra det (u)virkelige liv.
Er det den ideelle musiktime? Ja!
Er det realiteterne? Nej! Desværre langtfra ...
Samme sang
Vi kender alle til den forfængelige faglige stoltheds ambition om at skabe det ypperste, om det så er den perfekte bryllupskage, det perfekte møbel eller, i dette tilfælde, den perfekte undervisning. Det indbefatter, at der ikke skal bruges tid på irettesættelser, underforstået information og andet tidsspilde. Lyder det bekendt?
Hvem der bare kunne komme til sagen med det samme. Hvad ville der ikke komme ud af det af kloge børn og mindre stressede voksne. Men sådan spiller det ikke i den virkelige verden. Som selvudnævnt kaospilot er det en del af jobbeskrivelsen, at vi ved, at vi ingenting ved om, hvad der venter om næste hjørne. Hvis vi så bare kunne nå halvdelen af den forberedte undervisning.
Status
Hvorfor gør vi alligevel som vi gør? Det kan være et Sisyfos-arbejde. Måske fordi vi lever for de små glimt af succes og håb i børnenes øjne snarere end for det store konstante overblik, hvor alt er hundrede procent forudsigeligt. Vi ville kede os ihjel, hvis alt var pakket og klart til hver eneste lektion, ikke?
Børnenes skolegang er lige dele dannelse og uddannelse. Som pædagogisk anlagte mennesker skal vi nok komme første del i møde, men anden del måtte godt komme mere i højsædet i hele tanken bag det at gå i skole. Der skal to til en tango: et anerkendende samfund og så en lærer, der gerne vil skabe den bedste udgave af fremtidens borger. Det er da ikke for meget forlangt.
