Åbent brev til verden

Hvad er mit ansvar som lærer, underviser og formidler? Som udgangspunkt har jeg en ansættelseskontrakt der gør, at jeg, alt andet lige, får udbetalt min løn én gang om måneden. Så er rammen ligesom sat. Men hvad med den usynlige – og vigtigste – faktor indenfor disse rammer? Dygtige folk har gennem årene givet mig en ide om, hvad der var op eller ned, men alligevel. Hvordan kan jeg dybest set vide mig sikker, at det, jeg gør, giver mening og er i orden?  

Fakta- og realitetstjek

I en postfaktuel verden kan det efterhånden være svært at orientere sig om, hvad der er gældende. Man kan stå med de tørre videnskabelige fakta i hånden og alligevel blive rendt over ende af en ”alternativ” tilgang. Faktisk i så stivnakket en grad, at der er folk derude, der igen er begyndt at anfægte jordens fysiske attributter (læs: rund versus flad). Det er dette skrøbelige idegrundlag, fornuftens frontløbere i stigende grad er oppe imod.  

Den, der redder et liv …

Men det er ikke kun det. I en verden i rivende udvikling er det snart sagt umuligt at sætte sig på et endegyldigt pædagogisk princip. Jeg er indforstået med, at der sker bevægelser indenfor alle fagområder, men når man har med mennesker at gøre, må der være en klar tendens som gælder til alle tider. Jeg tvivler oprigtigt på, at der har været børn i verdenshistorien, der har billiget revselsesretten. Et gammelt jødisk ordsprog lyder således: ”Den, der redder et liv, redder hele verden”. Det kan forstås på flere planer, da liv og død velsagtens er et fysisk men også et åndeligt fænomen. Jeg håber ud fra den betragtning, at jeg mindst har ”reddet” ét barn fra at tage den forkerte beslutning. Og det giver vel en slags mening.