Ugens gæst

Det er et tveægget sværd at være musiklærer. På den ene side får man lov til at være den tossede onkel, der kan gøre næsten lige, hvad han vil og få alle til at grine. Men på den anden side er man også den tossede onkel, resten af familien ikke rigtig kan tage alvorligt. Det er som vinden blæser, om man er i den ene eller den anden kategori. Forældreopbakning er ikke uvæsentligt, men det handler allermest om genkendelsens glæde, faste rammer og kontinuitet. Og der kommer mit skema nogle gange til kort.

Et sted i bunken

Dansk og matematik er uden tvivl de fag, der almindeligvis bliver betragtet som de mest vigtige og uomgængelige. På en delt andenplads ligger nok sprogfagene og de naturvidenskabelige. Nederst i bunken finder vi så de praktisk/musiske fag. Ja dér, lige ved siden af billedkunst, madkundskab etc., ligger musik. Alene normeringen indikerer, at der fra højeste sted er en art prioritering. Det siger sig selv, at man ikke kan synge sig igennem en rapport eller et regnskab, men ikke desto mindre skaber det et uhensigtsmæssigt brud, at den tossede onkel kun dukker op denne ene gang om ugen.

Lidt her og der

Disse drypvise indskud er en veritabel svingdør for eleverne. Det er som at starte forfra hver tirsdag kl. 8, når musiktimen, dybest set, ender ud i repetition af regler og repertoire. Der er entusiasterne, der altid gør som forventet, men dertil har vi de resterende, der sidder og drømmer enten om frikvarter eller om efter skole. Den egentlige udfordring. Musikundervisning er, som megen anden undervisning, baseret på en stor portion frihed under ansvar. Men det kræver altså mere end blot vedligehold denne ene gang om ugen. Er det vilkårerne, eller savner faget en højere grad af forståelse længere oppe i systemet? For kun de mest hårdnakkede rutiner tåler at blive tilset kun én gang om ugen.