Musiklærere halverer elevernes antal musiklektioner

Jeg holder med vilje en positiv tone, når det kommer til at diskutere forholdene i folkeskolen. Der er nok af stemmer, som gør opmærksom på de mange problemstillinger vi står med. Jeg forsøger i stedet at løfte stemningen og inspirere til nytænkning. I sidste ende er det jo eleverne vi er der for, og de får intet ud af, at vi lærere giver op. 

MEN det er netop her, jeg nu føler, at jeg er nødt til at lukke munden op, og påtale et kæmpe problem jeg ser i skolen lige nu: Musiklærere rundt om i Danmark vælger selv, at lade halvdelen af klassen sidde i klasselokalet, mens den anden halvdel af klassen har musik.

Hvor meget musik lærer man af at farve instrumenter?

Jeg ser kollegaer dele kopiark på Facebook, som den anden halvdel af klassen så laver, mens de andre har musik. Det ligner noget fra en malebog, med outlines af instrumenter, som så skal farves ind. Når disse deles i facebook-gruppen, er der tilmed andre musiklærer-kollegaer som kommentérer, at "Det er genialt!". 

Her springer mit musiklærer-hjerte et slag over. For mig har det nemlig intet med musikundervisning at gøre! Eleverne har ret til at deltage i motiverende, passioneret musikundervisning, som lærer eleverne at elske at opleve og udleve musik. 

"De kan ikke lave sammenspil før de kan sidde stille og synge!"

Dette var en kommentar, jeg simpelthen blev NØDT til at svare på! Jeg har nemlig selv været der. Det værste år i mit lærerliv for nogle år siden, hvor jeg intet overskud havde. Jeg var bitter over, at det var svært at få ro, og til sidst var det eneste jeg havde energi til, at sætte mig ved klaveret og akkompagnere, mens eleverne ønskede sange fra Dansk Sang. Selv her var der larm og uro og elever der pjattede, og jeg tænkte: -De kan ikke engang sidde stille og synge! 

Jeg husker at jeg talte med min daværende skoleleder om det, og han mente, at jeg havde vendt det helt på hovedet. Han mente, at jeg skulle skabe motivationen for at høre efter netop ved hjælp af sammenspillet. Jeg husker, at jeg inde i hovedet beskyldte ham for, ikke at vide en jule-bjælde om, hvordan det er at undervise, og jeg tror ovenihovedet "Klap-hat!" var en flygtig tanke.

Jeg måtte tage ansvar og sadle om!

Jeg ved at alt der sker i undervisningen, er et direkte resultat af mit eget overskud. Jeg kan lave sammenspil med 28 elever uden problemer i de perioder, hvor jeg har det godt på arbejdet. 

Manden havde jo ret! Hvis jeg går ind med høj energi og god klasseledelse, så får eleverne fede musiklektioner uden lange skift i undervisningen, som skaber uro. De mest udfordrende elever bliver de bedste, i de kreative fag de tørster efter. Dette skaber endnu bedre forhold næste gang, fordi eleverne glæder sig, og de har respekt for underviseren og faget, netop fordi de elsker det og glæder sig til det. Pludselig kan man tale dem om, at disciplinen er nødvendig, for at nå at spille så meget som muligt, og DET virker!

Så hvordan får vi det overskud?

Jeg kan kun tale for mig selv, men for mig ligger det i, at hele skolen bærer præg af en stærk musikkultur, som jeg har beskrevet i tidligere oplæg. Dette giver en ledelse og bestyrelse som bakker op, og som hjælper med at finde på gode løsninger i en svær hverdag med mange elever i klassen. Jeg ved dog én ting: At male malebøger, eller at blive udelukket fra musiklokalet er IKKE vejen frem! 

Det betyder dog ikke, at jeg ikke forståelse, empati og sympati for de lærere, der er røget helt derud! Jeg ønsker mig bare, at musiklærerne vil blive ved at kæmpe, og blive endnu bedre selv! Måske også til at insistere på den hjælp, de så tydeligt har brug for.