Yin og yang på slap line

Når modsætninger mødes bliver linjerne ofte trukket skarpt op, men så har vi heldigvis yin og yang til at genoprette balancen, og vise os at begge sider altid rummer en lille del af sit modstykke. Hvordan man så skal forklare dette til to 5. klasses piger, den ene en sart nordisk blomst med kunstner-åre, den anden i pre-teenagerstadiet med sydeuropæisk temperament, der begge har set sig onde på hinanden, det er lidt af en kunst, hvis ikke nær umuligt. Jeg syntes, at den medierende rolle, man påtager sig som lærer, tit ender ud i langhårede rundbordspædagogiske forklaringer – der skal jo være plads til os alle sammen, og så skal vi lige huske, at sige mindst én pæn ting om hinanden for at få enderne til at mødes.

Indenfor murene

Hvis grundskolen skal være et solidt og realistisk fundament for voksenlivet, giver det vel mening at understrege, at vist er vi da forskellige; at det er okay, hvis man ikke lige orker at ende i kløerne på den anden. Forskellighederne bliver tit understreget og udpenslet i musiklokalet, hvor ungerne sidder i halvcirkel og (i de fleste tilfælde) skråler på livet løs. Hvor det for den ene part gælder liv eller død at få den sang ud i verden, kan det for den anden forekomme som evigheder, og som noget der bare skal overstås hurtigst muligt. Og så sidder de geografisk ovenikøbet i en position, hvor de er mere tilbøjelige til at ”checke” hinanden ud.

Jungleloven

Jeg har affundet mig med, at jungleloven gælder i musiklokalet, da alle de vante rammer og kendte grænser flyder ud – også fordi musikken ofte sætter nogle andre følelser i spil end 123 og ABC. Men det er jo så i dette tusmørke, at de interessante ting finder sted. Det er til tider lidt af en mundfuld at skulle sluge, men efter stormvejret er der altid en art opklaring, og så ser vi jo alle den samme sol.