Læs mere fra bloggen: Folkeskolens musikrådgiver
Blog
Få guitar og bas med i sammenspil - 2
Sådan spiller du sange fra radioen - og laver power chords!
I sidste uge lærte vi, hvor en del af grundtonerne sidder. Dem bruger vi, når vi spiller bas eller placerer såkaldte "power chords" på elguitaren. I denne uge vil vi udnytte dette til at finde ud af, hvordan vi spiller et nummer fra radioen med én finger ad gangen, men vi vil også lære at sætte flere fingre på:
Find akkorderne på www.ultimate-guitar.com
Du har sikker allerede brugt denne hjemmeside, hvis du har søgt efter akkorder eller sangtekster før. I det eksempel jeg vil lave nu, søger vi på en sang med kun 4 akkorder.
Vi forestiller os, at vi har hørt den efterhånden knapt så nye "Shape of You" af Ed Sheeran i radioen, og tænkt, at den kunne være god til sammenspil, da der er et kendetegnene riff vi kan spille på boomwhackers. Nu vil vi så have el-guitar og bas med!
Ved at søge denne sang på www.ultimate-guitar.com, og klikke på ver1, som har flest positive tilbagemeldinger, når vi frem til disse fire akkorder:
C#m F#m A B.
Det var ikke så godt, da vi har ventet med at se på #'er. Lad os derfor trykke på knappen "transpose +1" i bunden af siden, indtil vi når de toner, vi har lært. Efter tre tryk kan vi se, at vi får disse akkorder:
Em Am C D.
MEGET BEDRE!
Lad os bruge, hvad vi har lært!
Kan du huske akronymet "Er Alle Danske Guitarister Bare Eminente"?
Nu skal vi nemlig bruge E og A. Det er ligemeget om det er mol eller dur, når vi bruger grundtoner eller power chords, så det kan vi se bort fra!
Vi spiller derfor den tykkeste streng, E, åbent og stopper den igen.
Så spiller vi strengen lige under, A, åbent og stopper den igen. Så har vi de to første toner.
Til de næste toner skal vi bruge C og D. Kan du huske at Flodhesten i sit GAB havde en CD, og at CD'en lavede taget? Så da vi allerede nu spiller A-strengen, trykker vi bare på 3. bånd, og så har vi vores C. Derefter spiller vi D'et to bånd længere oppe - altså 5. bånd og så har vi grundtonerne til "Shape of You"!
Men det er da kedeligt kun med én finger?
Ja, så snart man har fundet de fire toner og spillet dem et par runder, er det måske lidt kedeligt for de dygtige. Så lad os lige kigge lidt nærmere på POWER CHORDS:
Det er i virkeligheden et simpelt greb som udnytter akkordens grundtone, kvint og oktav. Tertsen, som typisk bestemmer om akkorden er dur eller mol, er slet ikke med, så vi kan ignorere dette. Hvis du ikke ved, hvad alt dette betyder, gør det ikke så meget lige nu. Du skal bare vide, at det jeg viser dig nu, indtil videre altid er sikkert at spille:
Lad os tage C-akkorden som eksempel. Hvis vi ved hvor C er og sætter pegefingeren på denne, så har vi grundtonen på plads. Se første billede herover. Jeg har givet vores C tallet 1 og farvet den rød, da den er grundtonen i akkorden. På billede to har jeg indsat en orange cirkel, hvor vores ringfinger skal være. Denne tone har fået nummer 5, da den er kvinten. Prøv at sætte ringfingeren her og spil begge strenge samtidigt.
Se så det sidste billede. For at få lillefingeren med, sætter vi denne lige under ringefingeren. Læg mærke til at denne også er rød og har nummer ét. Det er fordi, det faktisk er den samme tone som grundtonen, altså C, bare et andet sted på guitaren. Hvis vi bruger alle tre fingre og spiller alle tre strenge samtidigt, har vi spillet vores første power chord. Prøv også at spille den på D, eller de andre toner du har lært. Det er det samme greb!
Bonusinfo: Hvis vi spiller en power chord på C hedder akkorden faktisk C5.