Treenighed i al sin enkelhed

Prøv at lægge mærke til det næste gang du lytter til et stykke musik. Som tommelfingerregel bliver et velovervejet musikalsk motiv, i den ene eller anden form, højst gentaget tre gange. Af uransaglige årsager ville en fjerde gang virke mekanisk, repeterende, ligefrem kedelig. Som et vist teleselskab uafladeligt gør os opmærksomme på: ”three is the magic number”. Sådan er det bare. Universets balance og alt det der.  

Fader, sønnen, og alle de andre

Tre er faktisk et tal der går igen i mange sammenhænge. En treretters menu, trilogier indenfor bøger, film, etc. To kødboller er for lidt, fire er for mange, men tre er lige tilpas. Om ikke for munden, så for øjet. Hvorfor det er sådan? Det må, tilgiv mig udtrykket, guderne vide. Jeg læste i avisen forleden, at den definitive definition på et kilo blev vedtaget af nogle kloge hoveder tilbage i 1889. Vi tager ofte afsæt i vores historiske ophav eller et verdensbillede, der kredser om det religiøse.   

Sådan helt lavpraktisk

Det kan også bare være at tre er det, der fungerer bedst. Som nævnt, to er for lidt, fire er for meget, men tre er lige tilpas. Forleden gik jeg og nynnede, først tostavelsesord, så dem med tre, og så dem med fire. Nærmest intuitivt endte jeg i favnen på dem med tre. Det er som om, det bare svinger bedre. Måske er tallet tre den hemmelige kode, som vi ubevidst tyer til. Ikke fordi vi skal, men fordi vi ikke kan lade være. Det hedder ikke trekantsdrama for ingenting.