Folkeskolens musikrådgiver

Blog

Til vinterbal i vinterland

Når traditionens bærende søjler står for skud, hvad skal vi så stille op med Sankt Hans bålet og hele dens heksesymbolik?

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det er blevet moderne IKKE at støde folk på manchetterne og omskrive alt til eufemismer. Nogen vælger endog, i rummelighedens tjeneste, at omtale en hæderkronet tradition som julen som blot vinter-et-eller-andet. Men en så forkrampet manøvre ender med at give bagslag, da flertallet føler sig hægtet af. Man bliver ikke religiøs af at synge religiøse julesange: Man bliver det af at have troen helt inde i hjertet, og hvad der sker i folks hjerter – det er en privatsag.  

Folkeskolens musikrådgiver

Hvert fags netværk på folkeskolen.dk har en lærer tilknyttet som faglig rådgiver. David Kosteljanetz er Folkeskolens musikrådgiver. Hans opgaver er både at blogge, at deltage i debatten på det faglige netværk, finde nye bloggere og være bindeled til redaktionen om, hvad der rører sig i faget – så du er meget velkommen til at kontakte ham, hvis du har et spørgsmål, har lyst til at blogge eller gerne vil dele gode erfaringer fra din undervisning: mail@davidkosteljanetz.dk

Dannebrog og hygge

Vores eget lille rød/hvide flag repræsenterer for de fleste danskere noget forholdsvis fredsommeligt. Under den såkaldte “Muhammed-krise” fik piben dog en anden lyd, da vi på TV pludseligt så børnefødselsdagens ultimative symbol blive brændt af til hadefulde tilråb. Jeg talte fornyelig med en tysker, der fandt vores hang til at flage dybt besynderligt. Men, med deres historie taget i betragtning, kan man også godt forstå en vis grad af reservation. Vorherre havde nok andre planer med Dannebrog, da det faldt ned fra himlen i Baltikum, end Hitler havde, da han erstattede det tyske flag med et hagekors.  

Hvad så med Sankt Hans bålet?

Når traditionens bærende søjler står for skud, hvad skal vi så stille op med Sankt Hans bålet og hele dens heksesymbolik? Overtro har gennem tiderne ført folk ud på et overdrev, og nævnte bål er velsagtens et levn fra den tid. Hvis de efterladtes ofre så, hvordan vi lemfældigt omgærdede os med bål og brand til Sankt Hans, ville samme kranke skæbne sikkert overgå de implicerede gæster. Heldigvis skriver vi 2019, så løsningen skulle nok kunne findes over en kop kaffe. Men vi skal passe på med ikke at blive for nærtagende. Der findes faktisk steder i verden, hvor de tre store monoteistiske religioner lever side om side i fred og fordragelighed. Julen er hjerternes fest, ikke religionernes. Lad det blive ved det, og kalde tingene for det, de nu hedder – så glædelig jul!