Læs mere fra Folkeskolens musikrådgiver:
Sådan er I kreative og skabende i jeres musiknummer
Del 2 i en serie blogopslag om at arrangere et musiknummer til valgfaget musiks afsluttende prøve i 8. klasse. Hvis du er musiklærer, kan du også bruge de senere dele i serien til at arrangere musiknumre til dine musiklektioner.
Med pointerne fra del 1 i tankerne, skal vi også huske, at der er krav om at være kreativ og skabende i arrangementerne der spilles til den afsluttende prøve, men hvad betyder det egentlig? Betyder det, at vi nærmest skal komponere vores helt egen sang?
Slet ikke, selvom det faktisk er helt tilladt at spille et nummer gruppen selv har lavet!
Skift genre
Ved at spille jeres nummer i en anden musikgenre end den originale version, kan I udvise stor musikforståelse, og udnytte de instrumenter I har til rådighed i jeres musiklokale. Det kræver dog, at man har godt kendskab til de to genrer, da lærer og censor helt sikkert vil spørge ind til ligheder eller forskelle i de to genrer. Prøv at søge "Genre Switching Challenge" på YouTube.
Skift tempo, dynamik og "feel"
Nogle dance- eller pophits har faktisk et ret seriøst og alvorligt budskab. Det er bare ikke altid, man lægger mærke til det, når nummeret samtidigt lyder som om det spiller op til dans. Prøv måske at spille nummeret i piano, og i et langsommere tempo, med fokus på at fremhæve det emotionelle udtryk. Se bare Ella Henderson på bare 16 år vælte dommerne omkuld med hendes version af Cher's "Believe", og lyt godt efter deres kommentarer bagefter:
Lav et medley eller et mashup
Sørger I for, at jeres to numre har samme tonart eller akkord-kadence, kan I sætte dem sammen på forskellige måder. Enten kan I spille numrene lige efter hinanden uden at stoppe, hvilket kaldes et medley, eller I kan vise endnu mere kreativitet, ved at skifte imellem numrene, synge omkvædene oven i hinanden, eller ligesom her synge den ene sangs tema over den andens hook, og så bytte bagefter. Mulighederne er uendelige:
Vær kreative på jeres instrumenter!
Når I har øvet nummeret og kan akkorderne, er der rig mulighed for at lave kreative ændringer, så selv begyndere kan se ud som om de har spillet i årevis. Lad keyboardspilleren se videoer på YouTube om "Piano Chord Rhythm Patterns" eller "Beginner Piano Arpeggios". Samtidigt kan guitaristen kigge på "Beginner Strumming Patterns" eller "Beginner Fingerstyle", hvor akkorderne brydes op til enkelttoner, eller rytmen bliver mere spændende. Bas og trommer kan passende bruge tiden på at lære forskellige "fills", som kan bruges for at understrege overgange f.eks. imellem vers og omkvæd. Sangeren kan kigge på videoer om "Beginner ad libs" og har I mere en én sanger, eller laver I et backing track, så kan I også lege med simple harmonier - altså flerstemmig sang. Se bare her, hvor nemt det kan gøres:
Husk at blære jer i den mundtlige del!
Spilles der en fed rytme på klaveret, eller har trommerne et super fedt fill inden omkvædet? Så få jeres lærer til at hjælpe jer med at få det skrevet ned på noder. Det viser et højt niveau at fremhæve jeres kreativitet og instrumentkendskab ved at vise en illustration og forklare den i den mundtlige del af prøven.