Musikfagets identitetskrise

Musik kan forbindes med liv og glade dage. Men musikken kan også forekomme sekundær og ganske nem at tage for givet. Den har høj underholdningsværdi, men som dannelsesideal er den svær at blive klog på. Sprog har sin grammatik og sit kommunikative element, matematikken sine formler, tabeller og sit daglige virke i vores økonomi, men hvad har musikken egentlig?

Overført betydning

Trods min glæde ved musikfaget kan jeg godt se, hvad det er ved rammerne, der forvirrer. Hvor meget vejer en sang? Hvad er kiloprisen? Og ikke mindst: Hvorfor skal det overhovedet være et fag i skolen? Musik er noget, der kører i baggrunden, eller det bliver spillet af gademusikanter, og så er det vist også det. Måske er vi udøvere med til at grave den grav, vi står med den ene fod i. Af lutter begejstring for faget, står vi snart sagt model til hvad-som-helst, alt imens vi står og smiler fjoget, hver gang vi slår en akkord an.

Det store almendannende midterfelt

Piller man al den drømmende fernis af musikken, kan det antages, at dens sidste rest af værdighed vil forsvinde. Men nogen har jo på et tidspunkt tænkt, at musik i skolen var en god ide også i skolen, og det har sine årsager. Musikken er ikke blot trukket ud af tynd luft, men beror på en dybt teoretisk/historisk funderet tradition. Dens akademiske vinkel skal man ikke tage fejl af. Musik interagerer med samfundslivet på flere planer end blot det lavpraktiske, og i højere grad end de fleste tror. Ja, musikken binder ligefrem løse ender sammen. Det er ikke lutter underholdning i skæret fra lejrbålet. Det er også benhård, og til tider knastør, teori. Selv en forelskelse har en kemisk formel.