Når kammertonen rammer plet

Kender I det, når man står til julefrokosten eller i byen en sen aften, eller hvad ved jeg, og skråler med til en sang. De fleste ønsker nok ikke øjeblikket foreviget – det kan der være mange årsager til – men alligevel er det som om, at det rammer en nerve. Alene det at man bliver revet med i sådan en grad, at stemmebåndene bare for alt i verden skal strækkes til det yderste, er et tegn. Et godt tegn. Min teori er, det sker når kammertonen rammer plet.  

Fysikkens love

Jer erkender at det lyder langhåret og pseudovidenskabeligt, men det er helt oprigtig talt. Vores krop har sine fysiologiske attributter, hvilket gør, at når man for eksempel får lige netop det par bukser på, der passer helt perfekt, er der ingen tvivl. Som fod i hose, så at sige. Det samme gælder for sang og musik. Smag kan diskuteres fra Herodes til Pilates, men jeg mener at dette er et fænomen, der transcenderer smag. Det er en fysisk tilstand. En tilstand, hvor klang og rytmik går et med ens krop.  

Teori i praksis

Dette fænomen træder ofte frem i teksten. Ikke på grund af dens indhold, men dens ordlyd. Mange stjernesangskrivere fremhæver, at klangen af ordene kommer foran det litterære indhold. Det gør ikke noget, at det lyder som en vrøvleremse, bare det svinger. Med kammertonen mener jeg ikke de 440 hertz, men at kroppen, som et virvar af små kamre, resonerer med sine omgivelser. Noget klinger bare bedre end andet, om man vil det eller ej. Selv den meste arge kulturradikale må overgive sig, når hittet kommer på. Kroppen har sin egen vilje, og den må man føje. I fysikkens og musikkens tjeneste.