Folkeskolens musikrådgiver
Blog
Styr på formerne
Hvordan finder man hoved og hale i dens virvar af abstrakte kringelkroge? Ikke mindst, når man nu er ved at tage sine første spæde skridt ind i musikkens verden.
Musik er en temmelig udefinerbar størrelse. Tøj kan man putte i skabet eller i vaskemaskinen. Vand er vådt, og himlen er blå. Men hvad med musikken? Hvordan finder man hoved og hale i dens virvar af abstrakte kringelkroge? Ikke mindst, når man nu er ved at tage sine første spæde skridt ind i musikkens verden. Så er det meget godt med lidt konkrette pejlemærker. Dér kommer formanalysen virkelig til sin ret. Ikke som Eric Satie, der skrev en sonate i pæreform, men med afsæt i den gængse popsang, med tydelige håndgribelige træk som vers, omkvæd, osv.
Fra top til tå
Popmusikken gennem de sidste utrolig mange år har haft vers/omkvæd som omdrejningspunkt. Dertil gerne en bro og eventuelt et b-stykke, og så er formen tilendebragt. Særligt min kæphest, svenske Max Martin, excellerer indenfor disse til tider snævre rammer, som poppen gerne opererer med. Men Max Martin gør det på en måde, der virker lige forfriskende hver gang. Denne mand har skrevet for snart sagt alle i poppens stratosfære; Taylor Swift, Britney Spears, The Weeknd ...you name it!
Hjertet på rette sted
Særligt The Backstreet Boys har, bogstaveligt talt, stået Max Martins hjerte nær. Sangen Shape Of My Heart er et skoleeksempel på solidt mainstream håndværk. Men, som jeg siger til ungerne, er der ingen opskrift på analysen. Det nævnte eksempel står ikke omtalt i nogen bøger. Ligesom dansk har sin romancirkel, har popmusikken også sin skabelon, men det er gerne de sidste uudgrundelige ti procent, der gør at sangen skiller dig ud, hvor resten er den samme bolledej. Det er ikke så dårligt, når nu musikkens mystiske verden skal gøres let(tere) fordøjelig.