Skulder mod skulder

Klasserumsledelse. Non-verbal kommunikation. Didaktiske overvejelser. Sikke mange ting man skal tage højde for, når man træder ind i et undervisningslokale. Ikke mindst når man står med en klasse, der rummer alle aspekter og nuancer af trivselsmæssige udfordringer. Jeg ved godt, vi ikke alle er perfekte, så derfor vil jeg retteligt omtale det som en udfordring frem for et problem.   

Hvor der handles, der spildes

Børn skal holdes i kort snor. I særdeleshed dem, der tager tingene for langt ud. Hvad stiller man så egentlig op med dem, der er udenfor pædagogisk rækkevidde? En-til-en samtaler er vel et klassisk sted at starte. Men det viser sig ofte, at problemet bag problemet stikker så dybt, at dette ikke er en umiddelbar sikker løsning. Der er altid kontoret, og det bliver da også en sidste udvej, men heldigvis en sjælden en af slagsen.  

Nærhedsprincippet

Manglende opmærksom er for de fleste børns vedkommende en kilde til uro. Desværre kan man bare ikke sætte sig ned og tage en snak med Oscar, Sofie, Ahmed eller Merve alene, når det hele brænder på med de 24 andre børn. I et musiklokale for eksempel er en strategisk placering af børnene da også alfa og omega for et godt forløb. Forleden var der to piger, jeg nærmest ikke kunne få øjenkontakt med, så én for én blev de placeret oppe ved klaveret, hvor de flankerede undertegnede. De skulle bare gøre, hvad de plejede at gøre: Synge! De vidste begge godt, at de var sendt til tælling, men de foretrak at tælle ned skulder mod skulder frem for at være trængt op i en krog. De fandt ro. Det gjorde resten af klassen tilmed også, og så kunne vi alle komme videre med det, vi var kommet for, nemlig undervisningen.