Rettidig omhu

Vi var midt i et tumultarisk forløb op til en forældreoptræden. Der stod jeg med lille grædende Sofie, som havde fået kolde fødder over at skulle introducere sangene. Hun bekendtgjorde, at hun havde mistet overblikket. Det var der ikke noget at sige til, eftersom ulvetimen for længst var passeret, og de fleste af hendes ligesindede kravlede på væggene. Hvorom alting er, forsøgte jeg, efter alle kunstens regler, at berolige hende. Jeg tror ligefrem, at det kunne have lykkedes. Men så kom en forælder på banen. Ikke med en “skat, det skal nok gå”, men en, henvendt til mig, “nu skal den ikke trækkes længere, hun må gå fri”. Suk, tænkte jeg frustreret. Den var lige ved at være der, indtil...  

Fra klokken det til det

Det er vigtigt at kende sin besøgstid: Nogle gange skader det ikke, at være den sidste der går, andre gange gør man klogt i blot at dyppe fødderne for en kort bemærkning. Hvorvidt det er det ene eller det andet, der gælder, er nok et spørgsmål om fingerspidsfornemmelse. Ikke blot på egne men på hele rummets vegne. Desværre er der, lige lovligt ofte, forældre der glemmer denne tommelfingerregel.  

Pakket ind i vat

Der er de forældre der altid sætter skånekost på menuen, hver eneste gang det bliver svært, udfordrende, ligefrem hårdt for deres små poder. Herre jemini, hvad skal det ikke ende med den dag, ungerne skal stå på egne ben? Førnævnte pige strålede af potentiale, nærmest råstyrke og gå-på-mod. Faktisk var jeg dybt overrasket over hendes forælders reaktion. Det havde jeg ikke set komme. Det er vitterligt at gøre sit barn en bjørnetjeneste. Ironien er, at bjørnemor tester sit afkom, når navlestrengen skal kappes, ved at efterlade det oppe i skovens højeste træ, og så skal det selv kravle ned igen. Den store vide verden kan være lidt af en udfordring. Det kan vi ligeså godt gøre vores unger klart fra starten af.