Folkeskolens musikrådgiver
Blog
Faktor X med tilbehør
Hvordan kan jeg i et enkelt svar opsummere opskriften på popmusikkens dybe tallerken?
”Hvornår ved man, det er en popsang?” spørger en af pigerne på mit valgfagshold. Et meget interessant spørgsmål, da det bringer os ind i et overgangsområde, en gråzone om man vil. Hvordan kan jeg i et enkelt svar opsummere opskriften på popmusikkens dybe tallerken? Pop er jo blot ensbetydende med populært, men hvornår er noget så pop, eller populært om man vil. Er det salgstal eller indflydelse, der er markør?
Når røgen har lagt sig
Det er (desværre) sket mange gange i historien, at nogen har set lyset og skabt noget enestående, men så har resten af verden været et par år eller ti om at følge med eller forstå budskabet. Derefter har nogle andre snuppet denne ide og præsenteret den som deres egen og høstet al anerkendelsen. Heldigvis interesserer de fleste nørder sig for ophav, og har derpå søgt tilbage til rødderne. Som en klog person på et tidspunkt har sagt: ”Vil man se ind i fremtiden, må man kende fortiden”.
Tilfældets musik
Nogle gange er man bare heldig, og så kommer hittet nærmest flyvende i favnen på en. Andre gange er det slidsomt arbejde og mange forsøg, der giver udslaget. Spørger man en popmusiker med et #1 hit under bæltet, har der forud for denne hændelse været en del forarbejde. Selvfølgelig har der været et sammenfald af heldige, gode eller inspirerede dage, men håndværket har altid været i orden. Pop er 10 % held og 90 % forstand. Man ved, det er pop, når nogens forstand har drejet det hele i sådan en retning, at man føler sig som den heldigste lytter i verden. Jeg håber, det er et svar, hun kan bruge til noget.