Generation X på slap line

En ganske almindelig tirsdag efter spisepausen. Jeg er blevet sendt i udskolingen som vikar, da mine egne klasser er på tur. Jeg træder ind og rækker hånden i vejret for at mane til ro. Jeg spørger, om de også bruger skolesignalet for ”nu skal der være stille” heroppe i de større klasser? Det gør de … trods alt. Men minsandten om ikke en af ungerne kvitterer med at rejse sig op og lave en nazi-hilsen! Jeg er lige ved at få kaffen galt i halsen. Lettere chokeret og mundlam – hvem skulle have troet det – fremstammer jeg noget om at have jødiske aner, så den må han gerne pakke væk.  

Det historieløse miskmask

For 10 år siden ville jeg have svoret at udsagn, der betvivlede jordens ”rundhed”, aldrig skulle se dagens lys igen, men så ankom den historieløse, post-faktuelle verden, hvor man bare ikke ser sig tilbage. En verden, hvor selveste Paul McCartney kan lave en sang med Rihanna og Kanye West, hvortil en person af ganske yngre dato kommenterer, at det var da virkelig sympatisk af Rihanna og Kanye at hjælpe sådan en gammel gubbe på vej i sin musikkarriere. Suk!  

I lyset og i skyggen af …

Selv er jeg vokset op i lyset og i skyggen af kold krig, Barsebäck, holocaust, og ungdomsoprør. De store ideologiers levendegørelse, men også død. Det, der i november 1989 først virkede som et jordskred, der skulle samle hele verden, endte med at blive endnu en skovl, der skulle grave endnu dybere kløfter. Skyttegrave, hvor vi forskanser os i hver vores virkelighed. Har du den mest sindsyge nicheprægede ide i verden, kan du være sikker på at finde mindst et ekkokammer derude, der deler din begejstring. Som underviser tænker jeg hver dag, mere end nogensinde før, at undervisningen til tider står ansigt til ansigt med den slags  overbevisninger. Det er bare om ikke at blinke først.