Julesangen i opvaskestativet

Julen sig nærmer, hvis nogen skulle være i tvivl. Om ikke andet så ud fra Nettos spotvarehylder at dømme. Med denne årlige engangsforeteelse følger et markant skift i sangrepertoire for enhver musiklærer, om man vil det eller ej. Julen er som en opvask: ikke alle er lige vilde med ideen, men det skal jo gøres. Så jeg agter at smøge ærmerne op, og tage endnu en for holdet.

Hitliste, eller?

Er der ét emne, der kan bestride kærligheden titlen som det mest beskrevne, må det være julen. Der er ikke den nuance, der ikke er blevet dækket: alt fra Jesus, der ligger i sin krybbe til mor, der angiveligt laver et sidespring med julemanden, alt imens hele familien ser på. Med et sådant pres på mine skuldre forsøger jeg instinktivt at bevare fatningen og i trods ty til et sangvalg ulig det, det omkringliggende samfund af gammel vane er blevet forfalden til. Men nej …  

Så alle smiler og englene synger

Indrømmet, det er en hårfin balance mellem at være tro mod sit publikum samtidig med, at man er sin opdragerrolle bevidst. Der ér smukke julesange blandt de populære og fortærskede, men ens julecenter i hjernen er blevet så bedøvet og indoktrineret, at det er svært at skelne skidt fra kanel – bogstavelig talt. Hvis det ikke var for den fantastiske stemning forbundet med sangen omkring denne tid, ville de fleste nok kunne finde mig henne ved skålen med de brændte mandler. Min (ikke-prioriterede) top 5 er ubetinget: Det kimer nu til julefest, Dejlig er jorden, Dejlig er den himmel blå, En rose så jeg skyde, og Juletræet med sin pynt. Og så syntes jeg at omkvædet til Last Christmas er intet mindre end enestående, men verset – det egner sig bare ikke til fællessang, desværre. Glædelig (for)jul!