Barokjulens takt og tone

Hjerternes fest har altid brugt musikken som sit foretrukne talerør. Særligt i barokken nåede dette nye højder: Tænk bare på Händels Messias eller Bachs Juleoratorium. Men det er bestemt ikke de eneste herligheder, der er at finde. Italienerne var særdeles aktive på denne front: Komponister som Corelli (1653-1713), Locatelli (1695-1764) og A. Scarlatti (1660-1725) for blot at nævne nogle få.  

Jesus vugges i 12/8

Et særkende ved barokkens julemusik er den såkaldte Sicilianorytme. En rolig vuggende tredelt taktart, typisk enten i 6/8 eller 12/8, der skal symbolisere Jesusbarnet i sin moders favn. Den er som regel at finde i slutsatsen, når komponisten vil give stykket en blød landing efter en hektisk optakt. Det nok mest berømte eksempel er fra Corellis koncert nr. 8 (af en række på 12), opus 6 (v/10:48), https://youtu.be/XFQ2oTYp5Z8 udgivet posthumt i 1714. Locatelli gør ham kunsten efter 7 år senere i sin opus 1 (v/11:47), https://youtu.be/fEMZY2B8-kAhvor han kopierer Corellis skabelon ned til selve nummereringen. Koncerten er nr. 8 (også af en række på 12). Sicilianoen er tillige at finde i slutningen af kantaten ”O di Betlemme altera” af A. Scarlatti (v/9:57). https://youtu.be/gK4n0RdiJB4

Inspirationens højborg

Bach signerede/dedikerede ofte sine værker med Soli Deo gloria (al ære tilkommer Gud). Det siger en del om den tid musikken blev skrevet i. En tid hvor det religiøse element gennemstrømmede dagligdagen på en hel anden måde, end den gør i dag. Med det in mente må julen virkelig have været en kilde til stor inspiration. Tusind mange tak for det, gamle venner! Imens vil jeg sidde og nyde et glas gløgg til jeres vuggende rytmer.