Formanalyse i Ultimate Guitar

Sådan laver I form-analysen til prøven i musik

Del 3 i en serie blogopslag om at arrangere et musiknummer til valgfaget musiks afsluttende prøve i 8. klasse. Hvis du er musiklærer, kan du også bruge de senere dele i serien til at arrangere musiknumre til dine musiklektioner.

Offentliggjort Sidst opdateret

Formanalysen er en central del af den afsluttende prøve i musik. Den skal afleveres til censor i god tid inden prøven, og er med til, at både I selv og lærer og censor kan følge med i, hvad der foregår i musikken. Nærmest som en GPS, der viser vej. Det er også her I kan vise, hvordan I har været kreative. Skal I op i musikanalyse, er den endnu mere vigtig, så der er god grund til at få lavet en grundig form-analyse af jeres numre.

Det første forsøg

Prøv i første omgang at søge navnet på den sang I vil spille efterfulgt af ordet "chords" (som betyder akkorder) på Google. Det første link vil højest sandsynligt være til siden "Ultimate Guitar", hvor teksten er skrevet med vejledende akkorder. Vælg den med flest stjerner og anmeldelser i venstre side (1). Se billedet ovenfor. Du kan endda se, hvordan du tager akkorderne, ved at vælge instrument i toppen (2) og lade musen svæve over den akkord, du ikke kender (3). Siden er rigtig smart, fordi meget af formanalysen allerede er lavet, idet der ofte står intro, verse, chorus (omkvæd) osv. henover teksten (4). Brug knapperne "Simplify" og "Transpose -1" (5) i bunden af siden, til automatisk at få sangen i en simplere version, og med akkorder du sikkert allerede kan spille. Du kan også se hvilken toneart I spiller i oppe i toppen af arket (6), men husk at det er inden der transponeres. Hvis I har en sanger med, er det ikke sikkert, at den toneart der er nemmest at spille i, passer til sangerens stemme. Brug derfor en capo på guitar, bas og ukulele, og sæt den et bånd op for hver gang i har trykket på "Transpose -1". Få jeres lærer til at vise jer, hvordan man transponerer keyboardet.

Formen er ikke nok...

I skal også have styr på, hvor mange takter der er i hver del, ved f.eks. at lytte til sangen på YouTube eller Spotify og tælle med. Skriv også sangens navn og hvilken toneart den står I, hvilke instrumenter der er med hvornår og skrive ind hvilke valg I har gjort i forhold til dynamik og tempo. Alt dette gør man oftest i et lille skema som dette - lavet af elever i valgfaget:


Formskema

Grundigere analyse

For en grundigere analyse, hvis I f.eks. skal op i musikanalyse, kan jeg anbefale denne side:

https://www.musikipedia.dk/formanalyse#1

Her kan du lære meget om, hvad der definerer de forskellige formled, og måske ovenikøbet vælge en populær formtype at prøve af.

Rigtig god fornøjelse med arbejdet!

Folkeskolens musikrådgiver

Hvert fags netværk på folkeskolen.dk har en lærer tilknyttet som faglig rådgiver. Arne Widding er Folkeskolens musikrådgiver. Hans opgaver er at dele sine refleksioner om faget, deltage i debatten på det faglige netværk og være bindeled til redaktionen om, hvad der rører sig i faget – så du er meget velkommen til at kontakte ham, hvis du har et spørgsmål eller gerne vil dele gode erfaringer fra din undervisning: arnewidding@gmail.com