Folkeskolens musikrådgiver
Blog
De to store B’er
Beethoven havde, ganske menneskeligt, sine dårlige dage, men ikke her. Hver eneste sonate står som et knivskarpt bevis på, hvor vigtigt det engang var at lave musik i musikkens tjeneste.
Bach og Beethoven! Så bliver det vist ikke større. To musikalske mastodonter, der har sat deres fingeraftryk på vores kollektive bevidsthed i en grad, der gør, at vi nærmest tager dem for givet. Men modsat Mozart, hvor det hele bare kom flydende, var Bach og Beethoven begge hårdtarbejdende, slidsomme individer. Hvor Mozart, for eksempel, blot skrev den musik ned han havde i hovedet, er der i Beethovens skitser et hav af rettelser og omskrivninger. Til gengæld havde Bach og Beethoven tilsyneladende en mere overordnet strategi og vision.
Musikkens gamle og nye testamente
Denne udmundedes i det, som ofte bliver omtalt som musikkens "gamle og nye testamente”, henholdsvis Bachs Das Wohltemperierte Klavier og Beethovens 32 klaversonater. I klaverlitteraturen to uomgængelige værker der, ud over et hav af tekniske udfordringer, belyser klaverets mange facetter. En nærmest herkulisk bedrift, der næppe siden er overgået. Den religiøse analogi er derfor heller ikke helt af vejen. Disse to værker har siden deres skabelse ganske enkelt været referencerammen, hvad end man var koncertpianist, komponist, musikhistoriker eller bare helt almindelig musikelsker.
Hvorfor? Derfor!
Det kan vel diskuteres, om det stadig er relevant at referere til disse to værker i så sakrale vendinger, men om man er gudfrygtig eller ej, er det ikke til at tage fejl af: Das Wohltemperierte Klavier og Beethovens 32 klaversonater rummer et nærmest religiøst skær. Beethoven havde, ganske menneskeligt, sine dårlige dage, men ikke her. Hver eneste sonate står som et knivskarpt bevis på, hvor vigtigt det engang var at lave musik i musikkens tjeneste. Ligeledes kan det siges om Bach, fra det første yndefulde C-dur præludium og så gennem samtlige tonearter, der eksisterer i det kendte univers. Det bliver ikke bedre.
https://youtu.be/_3qnL9ddHuw
https://youtu.be/SrcOcKYQX3c