Kæpheste og andre vilddyr

Træerne vokser ikke ind i himlen. Særligt ikke dem, der er blevet fældet undervejs. Jeg var netop godt igang med at forklare mine 7. klasser, hvordan musikhistorien forgrenede sig ud i alle mulige afkroge, da coronakrisen kom. Jeg tror, vi var nået til sen-barokken, og jeg havde bestemt ikke sparet på lydeksemplerne for at understrøtte min pointe. Der sad de så, de kære 13-14-årige, og lyttede andægtigt til mine kæpheste. Og, for at være helt ærlig, tror jeg, de fandt en hvis ro i musikkens snorlige systemer og fastlagte mønstre. Vi stod på tærsklen til min yndlings musikalske epoke, og så kommer en lille hoppebold med antenner og ødelægger det hele. 

Når stormen har lagt sig

Godt det samme, for noget tyder på at denne periodes undtagelsestilstand ikke kun, har været til det værre. Som en kollega fortalte mig, var der, for mange teenagere, et lettelsens suk forbundet med hjemmeundervisning: Ingen dårlige hårdage, for dem kunne man nærmest ikke have på Teams eller Zoom. Et drømmescenarie for en forfængelig fjortenårig. Dog bliver der nok for mit vedkommende et gevaldigt opsamlingsarbejde efter sommerferien, med at rekonstruere det musikalske stamtræ. Er det hele forsvundet ud i glemslens tåger, eller har lydeksemplerne, været så stærke, at et eller andet har bidt sig fast. Det må tiden vise ...

Leg eller læring

... men det bliver først aktuelt om seks uger. Nu kan vi glæde os til en ferie, hvor vi ikke skal bekymre os om anden læring end grænseåbninger og corona-statistik. Jeg vil læne mig tilbage i sofaen, nyde en kop kaffe, læse min Weekendavis, og sende jer derude en varm tanke. I har fortjent en god lang sommerferie. Det har alle børnene såmænd også, for nødundervisning eller ej, er de sikkert også klar til ikke at skulle spritte hænder af hele tiden. Tror vi alle savner en almindelig (hver)dag, næsten, uden corona!