Den kreative uro

Nogle klasser er det bare mere end andre: utilpassede, rastløse, urolige. Til gengæld kan disse egenskaber have et utal af nuancer. En af disse har et nærmest kreativt skær over sig. Med det mener jeg, at der under overfladen på denne tilsyneladende enerverende tilstand ligger noget dybere, noget mere meningsfuldt end bare at ville være på tværs. I dette tilfælde ”den kreative uro”.  

Svingdør

Gennem mine 15 år som musiklærer i folkeskolen er det den samme erfaring jeg har gjort mig gang på gang. Klassen man møder kan enten blot være den nemme og tilforladelige ”dengse”-klasse. Eller det kan være den larmende-grænsende-til-selvdestruktiv. Men det kan også være den, der har så meget på hjerte, at de næsten ikke ved, hvad de skal gøre af sige selv.  

Mellem linjerne

Lykkes det at mobilisere eller ”ommøblere” sådan en størrelse til noget frugtbart og kreativt, er det muligt at nå uanede højder. For at nævne et eksempel stod jeg med en af mine nye 1. klasser, der dyrker VM-i-uro, og vupti; de sang lige en engelsksproget gospelsang langt bedre, end nogle af mine 4./5. klasser havde gjort det. Men vi ved, hvor hurtigt man skal løbe i disse tider, og netop i hastværk går de små, usynlige ting tabt. Larm og støj kan hurtigt blive afskrevet som et irritationsmoment, og så ender man med at stå og stampe i jorden som en sur gammel elefant. Så længe man kan holde det i sangfuglens optik, ser verden meget lysere ud.