Fucking nederen!

2018. Alletiders lejlighed til at starte på en frisk. Symbolikken i et nyt år er ikke til at tage fejl af. Vi håber og tror, at det, at vi kan skrive et nyt år ind i fortællingen, gøder jorden for forandring og fornyelse. To f-er der i den grad er tiltrængt, hvis man skal tage den apokalyptiske stemning i medierne for pålydende. Jeg læste lige om safe spaces og trigger warnings på de amerikanske universiteter. Tendenser der er ved at bredde sig til resten af verden. Tanken om at Gud og hver mand skal advares, hvis der er optræk til uvejr på det emotionelle sansebarometer. At hvis man træder ind i et ukendt rum, skal man kunne vide sig sikker, og ikke blive overvældet af en uventet stærk følelse af… snart sagt alt.  

Terkel i knibe… uden bandeord

Tanken strejfede mig for nylig, da jeg spillede radioføljetonen Terkel i knibe for mine fjerdeklasser. Det slog mig, hvor frivolt sproget var, men der har børn flest en gudsbenådet evne til at kunne skelne skidt fra kanel – evnen til at kunne navigere i de forskellige rum og vide, hvornår man taler med enten en beskidt mund eller en renskuret dialekt. Men revisionismen har kronede dage, og man ved snart sagt aldrig, om Terkel kommer til at lide den samme kranke skæbne ud fra kravene om ovennævnte safe spaces og trigger warnings.  

What a wonderful world

Vi har som formidlere et ansvar for a nuancere frem for at kritisere. Vi skal skabe et fundament, hvorpå børnene selv tænker deres egne tanker og skaber deres egne meninger. Vi skal skabe en stærk og vedholdende antitese til populisme og en uvederhæftig nyhedsstrøm og sørge for, at: ”Det her er fucking nederen” ikke går hen og bliver til: ”Jeg føler, at mit personlige frirum er blevet krænket”. Kald en skovl for en skovl og en spade for en spade. Ellers ender det hele sgu bare med at blive røvkedeligt og fucking nederen!