Tilbage til de gode gamle dage

Som 7-årig aspirerende pianist spillede jeg nogle stykker for firhændigt, skrevet af en Robert-Charles Martin. Det var virkelig en fest, om de blev spillet med min daværende klaverlærer eller med min far. Taget stykkernes pædagogiske natur i betragtning var de utrolig velkomponerede og inspirerede. Men med tiden fik de, som så meget andet fra barndommens land, lov til at gå i glemmebogen. Bare ligge der i en kasse i årtier og samle støv, indtil …  

Når cirklen sluttes

Der er intet som musik, der kan agere tro følgesvend hele ens liv. Uanset hvor utro, uengageret og utilpasset man har været og har opført sig, kan man altid vende tilbage, og så står den bare der og venter med åbne arme. Robert-Charles Martin er en af dem. I forbindelse med noget node- og instrumentlære i mine mindre klasser tænkte jeg, at han måtte da være helt oplagt, gode gamle Martin.  

Rene linjer

Oprindeligt er stykkerne skrevet, så at eleven spiller melodien i oktaver, og læreren spiller akkompagnementet. Melodierne er enkle, ofte trinvist eller akkordmæssigt funderede, hvilket giver dem et til tider lidt firkantet præg, men så kommer bagtæppet fra akkompagnementet, som er stykkernes egentlige genistreg. Som elev føler du, at du spiller verdens vildeste musik, og det har vel også været bagtanken hos Martin. Lige netop dette præg, gør dem oplagte for en skoleklasse, uanset om det skal spilles på klaver, guitar, xylofon eller hvilket instrument, man nu havde tænkt. Et godt sted at starte.