Spøgelset i musikmaskinen

Jeg er musiklærer, derfor spiller og synger jeg – for lige at parafrasere Descartes berømte citat. Men hvad spilles og synges der? Musikken har til alle tider levet en randeksistens på skolerne, langt fra forældrenes, ledelsens, og øvrighedens intressesfære. Jeg er som musiklærer f.eks. aldrig blevet spurgt om, hvorfor jeg evigt og altid insisterer på den gamle udgave af Midsommersangen. Eller om, hvorfor jeg tøver så meget med instrumentundervisning i mine timer. Eller om, hvorfor jeg, helt generelt, bare er så gammeldags i mit musikvalg. Som fremført i tidligere skriverier er det en skæbne, jeg, til dels, har affundet mig med. Det har jo sin charme at gå under radaren, men en ensom og afsondret tilværelse ikke desto mindre.

Nye vinde

Men på det seneste har ønsket om dokumentation trængt sig mere og mere på, hvilket gør at fagområdet, der for så mange så længe har været komplet uinteressant, lige pludselig skal i den varme stol. Jeg er med på, at jeg er del af et større hele, hvor der stilles krav, der skal indfries på lige fod med mine kolleger på andre felter, men musik er bare noget nær umulig at måle og veje. Musikkens grundlæggende præmis er netop den, mere end noget andet, at den skabes i momentet og med afsæt i den pågældende situation og klasse. Og ofte når man, af mange omkringliggende årsager, ikke halvdelen af, hvad man havde tænkt sig.

Ultimativt

Hvad skulle denne nye indsigt ændre på? Få børnene til at synge mere og øge forældreopbakningen til faget? Det er jo dybt kulturelt forankret, at musik er noget man trækker i en automat, og hvem er i øvrigt musiklæreren? Jeg må vedblive at forsøge at være den bedste ambassadør for faget ved at tage udgangspunkt i det, der sker i musiklokalet, ikke udenfor. I sidste ende er det børnenes tarv og ikke teknokraternes, der er i højsædet. Når først spøgelset i musikmaskinen er løs, kan man aldrig vide sig sikker, og det er netop det frirum musikken lever og ånder for.