Curlingklassen

Vi har hørt mangt og meget om curlingbørn: Unger, der aldrig får lov at blive sat i stævne og udfordret, men bliver båret på hænder og fødder af deres forældre. Hvordan det så udarter sig, når de en dag skal stå på egne ben, ja det vil kun tiden vise. Den samme tendens kan faktisk forekomme i almindelige skoleklasser, altså hvor det er læreren, der curler sine børn. Dette giver ofte tilbageslag, når den, der fører kosten, ikke altid lige får ryddet op efter sig.  

Vind og vejr og andre ukendte faktorer

Det er som skrevet i panden på børn hvis: vejret er dårligt, en større ferie er på vej, eller klassen har haft vikarer hele dagen. Endnu mere tydeligt er det faktisk i de klasser, hvor man har en klar fornemmelse af, at der på daglig basis må være utrolig højt til loftet. Så højt, at det næsten ikke er til at nå derop, uden at man i klassens optik fremstår som en sur gammel citron, der ikke giver lov til noget-som-helst.  

Den ømme tå

En lærers stolthed må vitterligt også være ens egen klasse. Den man har fulgt på klos hold dag efter dag i alle de formative år. Så kommer der pludseligt en musiklærer, der bare har dem én eneste gang om ugen, og tilmed brokker denne sig! Men af og til kan man ikke se skoven for bare træer. Musiklokalet rummer et friskt perspektiv på tingene: nye grupperinger, nye dynamikker og nye udfoldelsesmuligheder. Det er her, jeg bliver nødt til at banke på døren ind til sammenspisthed, gamle mønstre og vaner. Ikke altid imødekommet med lige stor begejstring, men djævlens advokat er altså kommet for at blive.