At starte på en frisk

Hvad tæller mest som en ny begyndelse? Kalender- eller skoleåret? En lang sommerferie kan give luft under vingerne, og netop tiden, de mange uger, kan sætte tingene i perspektiv. Det nye år derimod lokker med nye muligheder, og netop symbolværdien i denne handling kan være nok i sig selv. Men det er en stakket frist, uanset hvilken en man hælder til, for realiteterne banker altid på døren. Alle de forkromede planer og eventuelle nytårsfortsæt skal jo realiseres. Vi kender nok følelsen af ondt i håret efter en julefrokost, hvortil vi kvitterer “aldrig mere snaps”, hvorpå næste julefrokost igen byder på lækkerier fra De Danske Spritfabrikker, og atter ligger man med smerter i frisuren. Historien har en underfundig måde at gentage sig selv på.

Når vi atter træder ind på skolen, bliver det på skuldrene af et år uden præcedens. Samme tidpunkt sidste år var blot endnu et “nyt år”, men ikke denne gang. Allerede i sommer fik vi en forsmag på, hvor mærkeligt det var med gensynsglæden. Skolelærere, et notorisk kærligt folkefærd med hang til kram og begejstring, anede ikke deres levende råd, da de genså alle deres elskede kolleger. Håndtrykket? Aldrig i livet! Engang så dybt formelt, nu en veritabel smittebombe. “Albuehilsenen” er nok blevet den mere gængse gestus. Den kan man levere med et glimt i øjet. Men nogle forfalder stadig til at kramme, med hvad det måtte indebære af farer for liv og levned.

Og børnene? De vælter stadig rundt i en art desorientering. Deres natur er netop kærlig og kontaktsøgende, så med smittefaren in mente står de i et ingenmandsland. Med Corona-vaccinen lige om hjørnet kan det være, at det alt sammen ændrer sig lige om et øjeblik. Lad os håbe det. Med skolelandskabet som en veritabel spøgelsesby hvor alting efterhånden er enten afsprittet eller afmærket, kunne det være dejligt med ægte hverdag uden et personalerum, der ligger øde hen. 2020 har været et virkelig mærkeligt år.