Folkeskolens musikrådgiver
Blog
Hertil, og lidt længere
Hvor går grænsen? Går den her? Eller der? Måske er den flydende, fleksibel og ganske justerbar.
Jeg står og vifter med filtkøllen til xylofonen. Jeg kigger søgende rundt i halvcirklen for at spotte mit næste offer. Det bliver Sandra*. Jeg kan straks se panikken i hendes øjne. Det var ikke lige det hun gik og drømte om. En sagte protest bliver ytret fra hendes sammenbidte læber. Men eftersom at det er en tur, hele klassen skal igennem, fornemmer hun straks, at en mere pragmatisk tilgang nok bliver nødvendig. Lettere modstræbende tager hun min fremstrakte hånd, og følger med mig midt ind i halvcirklen. ”Hvis vi nu sætter os med ryggen til, kan vi jo ikke se de andre,” siger jeg til hende. Som sagt, så gjort. Sandra spiller sin strofe, som var det det mest naturlige i verden, ytrer et lettelsens suk (og et tilfredst smil) og sætter sig tilbage på sin plads.
Hvornår er nej et ja?
Hvor går grænsen? Går den her? Eller der? Måske er den flydende, fleksibel og ganske justerbar. En størrelse man hele tiden kan skubbe en lille smule til ligefrem uden at blive opdaget. Indrømmet, der er ganske stor forskel på hvilken slags, vi taler om, men eftersom læserskaren i dette forum primært er pædagogisk funderede individer, er det den gode slags grænse. Den som har læring, indsigt og udvikling i fokus. Den som vi alle på skolerne dagligt tester og prøver af.
Den stille revolution
Jeg ved godt, at der er milevidt forskel på grader af grænser, og at en lille strofe på xylofonen i klassens påhør måske ikke er at betragte som en stor revolution. Men mit kendskab til Sandra gør, at det at hun overhovedet rejste sig op var noget ganske særligt. For de fleste mennesker er det at optræde – endsige spille for andre – noget andre mennesker gør, ikke en selv. Måske skal Sandra ikke være professionel udøver, stand-up’er eller lignende, men hun blev pillet ud af den bås, hun havde sat sig selv i. Måske springer hun mere hovedkuls ud i det en anden gang, ligefrem synger en sang eller fortæller en vittighed. Man ved aldrig med de børn.
* Sandra er et opdigtet navn. Undertegnet er selvfølgelig bekendt med hendes sande identitet.
