Lyden af små klokker mellem de store linjer

Mit første møde med Arvo Pärts (*1935) musik fandt sted tilbage i julen 1996. Af nogen beskrevet som postmoderne new-age, af andre som ny minimalisme. Selv omtaler han den som tintinnabuli, hvilket nogenlunde kan oversættes til lyden af små klokker. I min musikalske bevidsthed var det nok nærmere lyden af en dør, der blev sparket ind.  

En stille vandring

Arvo Pärts lydunivers er på en og samme tid nærværende og distanceret: Langsomme, repeterende strofer, der bliver spillet så sagte, at de næsten forsvinder. Som en stille vandring rundt på de hvide tangenter. Ingen spænding/afspænding, kun rolige bevægelser. Lige pludselig kan der komme små vulkanudbrud for så bagefter at vende tilbage til snelandskabet, som om intet var hændt. Den islandske sanger Bjørk beskriver hans værker således: ”Han eller hun kan gå derind og bo der.”  

Tilbage til de gode gamle dage

Arvo Pärts kompositoriske afsæt er den gregorianske sang og renaissancepolyfonien. Efter en musikalsk midtvejskrise i midt 1960erne fandt han, at vejen frem var at skue tilbage. Som i en religiøs vækkelse stod det ham klart, at et musikalsk udtryk finder sin styrke i en objektiv tilgang, modsat en subjektivt drevet følelse. Deraf ideen om rummet man kan træde ind og bo i.   Der er dem, der godt kan lide lyden af deres egen stemme og så dem, der allerhelst indgår i dialog og lytter til andres. Arvo Pärts musik er i sandhed af sidstnævnte karakter.   https://youtu.be/MmBrepbZji0

https://youtu.be/8HON4AswPVk

https://youtu.be/sp2oxWdRMuk