Musik som andet sprog

“Music spoken here” kaldte den engelske guitarist John McLaughlin engang en af sine plader. I titlen sidestilles musik som et selvstændigt sprog på lige fod med engelsk, tysk og alverdens andre. Hvad er det så “sproget“ musik kan, som de øvrige ikke evner? Hvem bruger det, hvor mange taler det og ikke mindst, er det et sprog for alle eller blot for de få indviede? Måske et lidt melodramatisk anslag på en ganske almindelig efterårsdag men, efter min mening, en vigtig betragtning, da musik ofte kan fylde de tomme felter i det talte sprog ud.

Når andet ikke rækker

Jeg var engang til et foredrag, hvor en hjerneforsker fortalte om en patient, han engang havde behandlet. Patienten havde været udsat for et kraftigt hovedtraume, der havde resulteret i det, der på fagsprog hedder afasi, altså mistet evne til at tale. I forbindelse med genoptræningen benyttedes den viden, at den del hjernen, der arbejder med det talte sprog, ikke er den samme, der benyttes når hjernen “synger“, så at sige. Patientens evne til at tale blev genetableret ad en snedig bagdør gennem sangcentret. Som parallel kan nævnes, at folk der stammer, når de taler, slet ikke gør det, når de synger. 

I børnehøjde

Heldigvis er det ikke den slags problemstillinger, der kommer flest af på en almindelig skoledag, men mindre kan også gøre det. Jeg oplever ofte, at det er de såkaldt fagligt “svage“ elever, der kaster sig over musikken med stor appetit og entusiasme. Måske fordi hjernen der får lov til at arbejde i nogle andre frekvenser end ellers. I musiktimen forventes ikke særlige læsefærdigheder, da flere af ordene finder deres vej gennem udenadslære og andre kognitivt alternative spor. Det hænder, at sproget udmunder i “trylleengelsk” eller lignende, men i sidste ende er det lingua musica, der er i højsædet, og dér skal der virkelig noget til for at fejle.