Upraktisk teori

Hvordan skal man forklare børnene det uforklarlige? Med håndtegn, illustrationer, eller måske en masse ord? Nu har musikken den store fordel, at dens force ligger i det auditive. Jeg kan stå og fable løs om en neapolitansk sub-dominant, men hvis jeg ikke har i sinde at demonstrere den – forget about it!!! Lyder måske som en gammel hat, men musik skal opleves, ikke udpensles i endeløse redegørelser. Og dog.  

Med på noderne

Jeg vil til hver en tid foretrække at sigte for højt end at ramme under bæltestedet, både hvad humor og undervisning angår. Solfa er et godt sted at starte, da det er den ultimative symbiose af teori og praksis. Det er lidt som den perfekte reol, hvor alting passer ind som fod i hose uanset hvad, man vil stille i den. Hver eneste gang jeg render et melodisk ærinde, kan jeg referere til solfa. Alligevel mener jeg ikke, at det kan skade at introducere de mere teoretisk funderede noder i undervisningen, ikke for tidligt, men dog tidligt nok.  

Lingua franca spoken here

Jeg har leget en del med at forklare børnene de gængse ord i musikkens verden: Piano, forte, legato, staccato, osv. Min yndlingshistorie er den om at stå med et kinesisk symfoniorkester og med disse ord være i stand til at indstudere det meste musik, da det er et sprog de fleste (klassiske) musikere kender og forstår. Vi taler meget om non-verbal kommunikation i vores metier. Med noder, håndtegn og den klassiske musiks vokabularium kan denne drøm ligefrem ske fyldest. En skoleklasse er vel lidt som et uregerligt orkester, der blot skal tæmmes bare så længe stemningen ikke ryger.