Brug hjertet som megafon

En kær kollega indlod mig forleden på et badge hvorpå der stod: Hold kæft og syng med! Ah, lige vand på min kadaverdisciplinære mølle, tænkte jeg straks. Jeg elsker klare udmeldinger, hvis nogen skulle være i tvivl. Det tror jeg, at de fleste gør, men det er så en helt anden historie.  

Kultur, eller mangel på samme

Vi har i Danmark en særlig kultur for sludder, sladder og samtaler under koncerterne. Tre S’er der sjovt nok altid skal køre på højeste blus fra det øjeblik at musikken starter. Udover det at skulle klappe med til sidst i sangene er dette fænomen noget, der hurtigt kan få undertegnede op i det røde felt. Vi er efterhånden flasket op til at tro, at musik er noget, der skal køre i baggrunden, alt imens vi løser verdenssituationen. Jeg er indforstået med, at noget musik inviterer til det mere end andet, men for pokker da ikke al slags, vel!?  

Øje for øje, tone for tone

I virkeligheden får vi kun det tilbage, som vi giver, om det så er kærlighed, blomster eller chokolade. Musikken fortjener vores fulde opmærksomhed, enten som passiv eller som aktiv deltager. Ellers kan vi lige så godt slukke for den. Bevares, ikke alle elsker musik på det, til tider, patologiske plan, jeg gør, men man kan jo heller ikke sige, at man har set en film, før man rent faktisk har set den. Man kunne eventuelt sætte sig ned og bare nyde musikken, eller man kan rejse sig op og skråle med. Den der midterrabat hvor flertallet befinder sig, har jeg ikke særlig megen forståelse for. Når der bliver slået på glasset som optakt til tale, bliver der øjeblikkeligt ro. Gid der gjaldt den samme omsorg, når man slog tonen an. De tjenende ånder på Titanic indså i hvert fald, at det var en svær kamp at vinde, og spillede til det sidste, men så igen: Kærlighed overvinder alt.