Der er ingenting så stille i verden som sne – Anden del

Fem uger er lang tid med nødundervisning. Børnene er trætte. De voksne er trætte, og tålmodigheden er sat på en hård prøve, ude som hjemme. Den mundkurv, verden har fået på i forhold til at synge, er temmelig klaustrofobisk. Selv i Vorherres hus må man, i yderste nødsfald, kun nynne med på salmerne. Sloganet, “gør det du er næstbedst til,” er vist ikke helt ved siden af. “Nødundervisning” er en nødløsning for alle. Ja, hvis der var noget vi allesammen godt kunne bruge lige nu, var det en seriøs gang fællessang. Ikke hjemme i vores stuer sammen/hver-for-sig, men arm i arm og under samme tag, i samme rum. Noget til at ryste isolationens grundvold. Flere gader i landet sættes for øjeblikket i brand, fordi folk lufter deres utilfredshed med tingenes tilstand. Ikke at vold nogensinde har løst noget, men efter et år med noget der tangerer undtagelsestilstand, kan man godt blive lidt ør i bolden, med hvad deraf følger af udlængsel og indebrændthed.

Det er en svær rolle at påtage sig, sådan at skulle være klasselærer “by proxy”. Som “kun” musiklærer i mange år har min rolle altid været klart defineret i forhold til børnene, da min omgang med en fast gruppe timemæssigt har været ret begrænset. Ikke at der ikke blev knyttet stærke bånd, det til trods, men det har altid været mere som faglærer end som klasselærer. Men, som det er nu, er jeg den, der følger de samme otte unger fra tidlig morgen til hen over middag. Det er en helt anden hverdag. Nu er det ikke kun Syngeglade Søren, jeg får at se. Det er også den sure, sjove, vrangvillige eller hjælpsomme version af samme. Nu skal jeg tilmed også tage hånd om utilfredse forældre, hvilket jeg som musiklærer i det store hele er fritaget for. Stilheden er brudt, og det har også sin charme, men jeg savner at gøre det, jeg er bedst til.