Fra det frivillige fællesskab

Har alting sin pris? Koster det noget at være solidarisk? Hvad er der i det for (alle andre end) mig? Det er fuldstændig gratis at indgå i en sund relation. Den eneste indsats er åbenhed, frivillighed og ikke mindst trofasthed. Kig dig omkring. Læs rummet. Se dine medmennesker i øjnene. Bliver de triste, når du kalder dem ”fede svin” eller ”fucking luder”? Så er det nok udtryk for, at de har hjertet på rette sted. Og det har mennesker flest, heldigvis.  

Mit fag, og andres velsagtens, er kun et middel, aldrig et mål. Jeg kunne lære børnene om kvintcirklen og formanalyse, men hvis de ikke kan omgås hinanden med respekt, er det hele lige meget. Intet er mere afslørende, end når klassen ikke kan ramme tonen eller rytmen. Stemmebåndet snører sig sammen. Den stive grimasse hæmmer udtalen. Der ligger en understrøm af afmagt og frustration og truer enheden. Troen på hinanden. Troen på sig selv. Hvordan kommer man denne trussel til livs?  

Adel forpligter. Det gør fællesskabet også. Man kan ikke bare melde sig ind og ud af det som et pendul på besøg i en svingdør. Har du sagt A, må du også sige B, selv hvis det gnaver og gør lidt ondt. Det er faktisk dér, man ved at noget tæller. At det gælder. At noget er på spil. Både for dig selv OG andre. Du kan ro din båd alene, men hvis du vil nå det forjættede land, er det så mange gange nemmere med lidt hjælp fra dine venner. Grib åren og kom i gang. Fællesskabet venter. Glædelig 1. maj.