Klang og klang imellem

Som Keld fra Olsen-Banden altid bærer rundt på sin jordmodertaske, har en komponist typisk en værktøjskasse af musikalske virkemidler på sig. Den indeholder de effekter og udtryk, der giver dennes musik sit helt personlige præg. Men den rummer i den grad også et væld af arketypiske og genkendelige elementer. Et af disse kunne vi kalde ”de musikalske grundintervaller”.  

Som en farveskala

Tager man udgangspunkt i en helt almindelig C-durskala og spiller intervallerne  – fra primen op til oktaven – får man et væld af nuancer. Flere end vi lige går og tænker over; fra stærke dissonanser over bløde harmonier til noget der ligger et sted midt imellem, f.eks kvarten og kvinten. Svarer lidt til at stå med en palet, hvor man enten blander farverne eller bruger dem enkeltvis. Med afsæt i børnenes kundskaber udi at spille en almindelig C-durskala på klaveret går der ikke lang tid, før at de kan spille disse intervaller, måske ligefrem opleve lyden af decideret musik fra egen hånd.

Næste stop: improvisation

Jeg skal ikke stikke blår i øjnene på de stakkels unger og bilde dem ind, at alle og enhver kan trylle stor kunst frem, men der skal ikke meget til, før at magien indtræder. Skridtet fra en fersk skala til faktiske harmonier er ikke særlig langt, men det opleves som et kvantespring for de fleste børn. Nu, hvor de har fået et glimt af troldmandens værksted, står det dem frit for at blande alle disse klangfarver, enten systematisk eller vilkårligt. Næste skridt må være at give dem mod på at tage nogle chancer. Det er lidt ligesom den første streg på papiret, når der skal tegnes. Og det er det fede ved at improvisere: Man kan aldrig rigtigt ramme ved siden af.