Snart er det prøvetid! - og usikkerheden melder sig...

Der går ikke en dag, eller måske kun timer imellem, at jeg igen tænker på, hvordan det hele skal blive klar, og hvordan det skal gå med eksamen. En følelse jeg synes at kunne læse imellem linjerne på de mange spørgsmål om den afsluttende prøve, der bliver stillet i Facebookgrupperne for musiklærere for tiden.

Jeg har ikke turdet tale om det før nu, for hvordan vil folk dømme mig, hvis jeg ikke har totalt styr på alting, har indleveret alt korrekt, og forberedt mine elever så godt som muligt på, hvad der bliver deres første afsluttende prøve nogensinde?

Jeg indrømmer selv, at have dømt folks spørgsmål, når svaret står tydeligt i vejledningen, men må jo bare erkende, at når nervøsiteten melder sig, så tvivler man hurtigt på sin egen fortolkning af reglerne.

Har jeg nu forstået det rigtigt? Har jeg husket det hele?

Jeg læste vejledningen, inden jeg startede på faget for knapt to år siden, og havde alle intentioner om at lave undervisningsbeskrivelser undervejs, men ak, det blev vist alligevel ikke gjort, som jeg havde planlagt.

Mine elever øvede ikke så meget hjemme, som jeg havde troet, enkelte elever havde ikke engang selv valgt faget, og udviklingen gik langsommere end planlagt.

Måske havde målene for faget også givet mig urealistiske tanker om, hvad de unge mennesker kan nå at lære?

YES, jeg kender censor!

Min egen nervøsitet og usikkerhed tog en lille drejning, da jeg fandt ud at, at jeg selv skal være censor.

Jeg skal være censor, før mine egne skal op, og jeg tænkte, at så har jeg i det mindste prøvet det. Men hvad nu, hvis min kollega har nået langt mere end mig, eller er vildt inde i alle regler til punkt og prikke, og finder noget, jeg har gjort forkert?

Da min viceleder fortalte mig, at jeg skal være censor for en tidligere kollega, som også skal være censor for mig, kom en lettelse over mig. Jeg ved, at hun er ligeså passioneret omkring musikken som jeg selv, og er yderst sympatisk!

Jeg skrev en besked til hende, og efter lidt skriven frem og tilbage, forsikrede jeg hende, at jeg ville være forstående både overfor hende og eleverne.

Jeg skrev: "Det er jo første gang for os alle, og for mig er det vigtigste, at det bliver en god oplevelse for eleverne".

Hun skrev tilbage, at hun var meget glad for denne kommentar, og med det samme indså jeg, at vi alle er i samme båd.

Første gang er altid svær

Jeg ønsker for os alle, at vi kan finde støtte og tryghed i hinanden, når vi nu skal igennem prøverne.

Alle har usikkerheder. Alle har spørgsmål. Alle er nervøse, og det er OK at tale om!

Vi forventer af eleverne, at de bare skal prøve nye ting, når vi kommer med dem, uden at tænke over, at de også er under pres fra kammerater, forældre, lærere og ikke mindst deres egne forventninger til sig selv.

Vi gør det alligevel, fordi vi ved, at vi altid vil bakke dem op, og hjælpe dem i den rigtige retning, hvis de fejler.

Lad os gøre det samme for hinanden i den næste tid, så alle får en god oplevelse, og kan gøre det endnu bedre i fremtiden. Det er det skole handler om!